Rita – TV 2s nye dramaserie har premiere 9. februar

| tirsdag 10. jan, 2012 13:49 | 0 Kommentarer
Mille Dinesen spiller hoved- og titelrollen i serien "Rita". (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Mille Dinesen spiller hoved- og titelrollen i serien "Rita". (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Fra torsdag 9. februar kl. 20.00 gælder det om at sætte sig godt til rette i sofaen og forberede sig på nogle verbale øretæver, når folkeskolelæreren Rita indtager skærmen i TV 2s nye dramaserie af samme navn, for her kan man godt glemme alt om politisk korrekte lærere i rundkreds og mødre, der altid træffer de rigtige valg.

Gør i stedet klar til Rita: En idealistisk og højst upædagogisk folkeskolelærer med en ætsende ærlighed og uforudsigelighed, som siger det, andre kun tør tænke, og som er lige dele elsket og frygtet af henholdsvis elever, forældre og kolleger.

Rita efterlader et tykt spor af klager og forargelse fra forældre, eksperter, 68’ere og alle dem, der prøver at styre hende. Men eleverne elsker hende, for de ved, hun kæmper for dem. Undervejs i kampen glemmer Rita dog af og til sine egne store børn, som kæmper med tilværelsen på hver deres måde. Et opgør trænger sig på, og Rita kommer til både at skulle se sine børn og sin egen barndom i øjnene, inden hun selv endelig kan blive voksen.

– Man kan godt støde sig på Rita, for hun lægger ikke fingrene imellem. Til gengæld ved hendes omgivelser, hvor de har hende. Man må tage hende, som hun er, og hun har en evne til at få mennesker omkring sig til at tage stilling; til Rita, til konflikten og til sig selv, siger seriens konceptuerende instruktør, Lars Kaalund.

I serien medvirker bl.a. Ellen Hillingsø i rollen som Ritas ærkefjende, kontaktlæreren Helle, Carsten Bjørnlund som den bløde skoleleder Rasmus, Sara Hjort som Ritas datter Molly samt et hav af andre både kendte og debuterende navne. 
 
”Rita” er produceret med støtte fra Public Service Puljen.

Det er SF Film Production, der producerer ”Rita” for TV 2. Producere er Jesper Morthorst og Karoline Leth. Christian Torpe er hovedforfatter. Der er otte afsnit i alt.

Kilde: TV 2 presse

Del på:

Gemt under:: TV-Nyt