TV-Nyt

Regionale 19:30 nyheder på TV 2 Play

De regionale nyhedsudsendelser klokken 19.30 er uge efter uge blandt de allermest sete nyhedsudsendelser på dansk tv, og nu får man også mulighed for at se udsendelserne fra alle otte TV 2-Regioner på streamingtjenesten TV 2 PLAY. Her kan danskerne se de regionale nyhedsudsendelser uden abonnement.

19.30-udsendelserne vil være tilgængelige i løbet af samme aften, som de er udsendt klokken 19.30-20.00. Det vil på TV 2 PLAY være muligt at se udsendelserne 30 dage tilbage, når arkivet er bygget op.

– TV 2-Regionerne er en vigtig del af TV 2s DNA, og vi er glade for, at vi med udsendelserne fra de otte TV 2-Regioner igen kan udvide vores omfattende nyheds- og aktualitetstilbud på TV 2 PLAY – f.eks. med den aktuelle og mangfoldige dækning af kommunal- og regionsrådsvalget, siger kanalchef for TV 2 PLAY, Sune Roland Jensen.

Regionalt indhold til så mange som muligt
Også hos TV 2-Regionerne er der tilfredshed med aftalen. Ifølge direktør Betina Bendix, TV SYD, der er ordførende direktør for TV 2-Regionerne, har det været afgørende, at de regionale udsendelser kan ses af alle brugere, uanset om de er TV 2 PLAY-abonnenter eller ej.

– På TV 2-Regionerne er vi glade for, at vores udsendelser nu også kan ses på TV 2 PLAY. Vi vil gerne have vores indhold spredt ud så mange steder som muligt, så seerne kan tilgå det lige dér, hvor de er – og der er mange brugere på TV 2 PLAY, siger Betina Bendix.

TV 2-Regionernes 19.30 nyhedsudsendelser kan – sammen med regionernes øvrige udsendelser – også ses på nettet via de enkelte regioners websites.

Kilde: TV 2

Få 12 måneder til 8 måneders pris - Spar over 33% rabat på årsabonnement! SkyShowtimeAnnonce

I samme kategori

Back to top button