HTPCMedieafspiller

Raspberry Pi XBMC

Mini computeren Raspberry Pi er blevet meget populær og kan også bruges som en medieafspiller ved f.eks. at installere XBMC softwaren. I denne anmeldelse gennemgår DIGITALT.TV installationen af XBMC på Raspberry PI og afprøver også XBMC som live tv formidler via DVBViewer Recording Service.

Raspberry Pi teknik, tilslutninger og pris

raspberry pi kort

Raspberry Pi teknik

Raspberry Pi er i bund og grund et printkort med processor, ram og tilslutningsmuligheder som blandt andet HDMI, USB og Netværksstik. De Raspberry Pi der sælges nu er med 512 ram mod 256 tidligere.

Raspberry Pi koster 299,- danske kroner hos http://raspberrypi.dk. For den pris får du selve printkortet. For at bruge den så skal du dog også mindst have et SD kort og en mikro usb strømforsyning. Det kan også anbefales at købe et kabinet til printkortet.

Samlet kan disse dele købes til 499,- hos raspberrypi.dk, dette inkluderer et 8 GB Class 10 SD-kort. Den samlede pris er altså under en Apple TV, der i sin nuværende udgave jo desværre ikke kan åbnes, så den kan køre XBMC.

Der er HDMI udgang på kortet, ligesom der også er analog composite video ud, der dog naturligvis ikke kan anbefales i forhold til HDMI.

Jeg tester med kablet netværk, men man kan også tilkøbe trådløs WiFi udvidelse via USB.

Raspberry Pi kabinet

Raspberry Pi Lego kabinet

Raspberry Pi er lidt en byg selv computer, og eftersom det er et printkort du køber, så er der også set flere fantasifulde måde på at pakke Raspberry Pi ‘en ind. F.eks. med legoklodser.

Raspberry Pi Kabinetter

Jeg valgte dog at købe det officielle kabinet, der fås i hvid, sort eller gennemsigtig. Det er enkelt at montere din Raspberry Pi i dette, helt uden skruer eller værktøj.

Raspberry Pi installation af XBMC

Installationen af XBMC på SD kort sker lettest fra en computer. Jeg har testet 2 forskellige udgaver af XBMC til Raspberry Pi. Det er Raspbmc XBMC og Openelec XBMC.

RASPBMC

Udmiddelbart virker Raspbmc den enkleste til dig med Windows PC. Her kan du nemlig downloade et program, der klargør dit SD kort til installation med Raspbmc udgaven.

Når softwaren er installeret på din computer, flytter du kortet til kortlæseren på din Raspberry Pi og sætter strømmen til denne. Så kan du på din tv-skærm følge installationen, der dog tager noget tid.

Win32-Disk-Imager_OpenElec installation

Installationen af Openelec XBMC udgaven kræver lidt ekstra software på en Windows PC, men til gengæld så er installationen faktisk noget hurtigere med denne.

Først henter du en udgave af Openelec XBMC softwaren på http://openelec.thestateofme.com/official_images/ 

Derefter henter du programmet win32diskimager, der benyttes til at skrive Openelec softwaren på SD kortet.

Når softwaren er indlæst på SD kortet, så er det klar til brug i din Raspberry Pi, og det er her det viser sig hurtigere end Raspbmc. OpenElec XBMC udgaven er også generelt noget hurtigere til at loade.

Raspberry Pi XBMC MPEG-4, MPEG-2 og VC-1

Codecs kræver ekstra licens

MPEG-4 video understøttes som standard, men ønsker du at afspille indhold som MPEG-4 eller VC-1, så kræver det, at du tilkøber en licens til disse hos raspberrypi.com. Licensen koster £2,40 for MPEG-2 og 1,20 for VC-1.

Du skal ved køb angive cpu serienummeret på din Raspberry Pi. Det kan ud finde under System > System info > Hardware.

Efter køb af disse får du via email indenfor 72 timer tilsendt de relevante koder, som skal indtastes i config.txt filen i roden af dit sd kort. Hos Raspbmc er dette ganske praktisk en del af mulighederne under Raspbmc indstillinger under menupunktet Programmer, mens du skal gøre det manuelt via en teksteditor for OpenElec udgaven.

Overclocking af Raspberry Pi

Som nævnt så er Raspberry Pi ikke specielt kraftfuld hvad angår ydelsen, derfor er der også en del, der overclocker deres Raspberry Pi. Det er naturligvis på eget ansvar og sker via config.txt filen.

Følgende indstillinger skulle kunne gå uden nogen større risiko.

arm_freq=900
core_freq=333
sdram_freq=450
over_voltage=2

Betjening af XMBC på Raspberry Pi

Der følger ikke nogen fjernbetjening med til Raspberry Pi, men har du et HDMI TV med CEC understøttelse så kan du benytte din tv fjernbetjening til at styre XBMC med. Der findes også flere forskellige remote control apps til XBMC på både Android og Apple iOS. Den officielle XBMC remote app på Android virkede dog ikke så godt med OpenElec udgaven, men jeg fandt en udgave via https://github.com/tombriden/android-xbmcremote/downloads, der virkede.

Yatse Android Remote Control App
Yatse Android Remote Control App

Men bedst på Android syntes jeg egentlig om remote app’en Yatse Widget.

En anden mulighed er naturligvis mus og keyboard via USB.

Live tv på Raspberry Pi XMBC

DVBViewer PVR Klient XBMC

Jeg har testet Raspberry Pi som live tv afspiller via forbindelse med DVBViewer Recording Service på min Windows 7 PC med installerede kabel-tv tunerkort. Først aktiveres TV delen i XBMC. Der spørges så til hvilket PVR Klient addon, der skal aktiveres.

Under DVBViewer addon’et er det bare at skrive ip adressen ind på din DVBViewer Recording Service PC og brugernavn og adgangskode. Det kan være en fordel at aktivere favoritliste som kanalliste, specielt såfremt du har en masse kanaler i den fulde kanalliste på DVBViewer, ellers tager det lang tid at hente disse og deres EPG ind i XBMC.

Under TV punktet i XBMC har jeg så adgang til mine kabel-tv kanaler fra DVBViewer Recording Service sammen med EPG info. Jeg kan således benytte min Raspberry Pi som en virtuel tv tuner. Praktisk f.eks. til tv i flere rum med adgang via netværket til en central server med tv-tuner kort.

Afspilningen af tv SD og HD virkede fint for mig. sålænge jeg ikke pressede Raspberry Pi’en med samtidigt at vise EPG eller andre informationer ovenpå tv-billedet, for så hakkede billedet efter kort tid. Og det selv om jeg altså havde overclocket den.

Kanalskifte tager noget tid, så den er ikke specielt zapper venlig. Man kan godt mærke, at Raspberry Pi mangler nogle af de CPU kræfter man har på en “rigtig” computer.

Det er naturligvis også muligt at tilgå optagelser via DVBViewer Recording Service eller sætte til til at optage via EPG’en i XBMC. Dog viste tiden ikke at passe på optagelser aktiveret via EPG i XBMC.

Tekst-tv har jeg dog ikke kunnet få til at virke på Raspberry pi XBMC, mens det virkede på XBMC på en PC.

Konklusion

Raspberry Pi er en fin lille mini-pc, og det er ganske sjovt med den frihed til at lave sit eget kabinet. Som medieafspiller med XBMC installeret fungerer den efter køb af codec til en række formater og håndterer selv 1080p video. Specielt ved HDTV med overlæggende XBMC interface grafik kan man dog godt mærke, at der mangler lidt i forhold til at den kan følge med.

Samlet set så synes jeg dog XBMC med sin Frodo udgave er nået rigtigt langt i forhold til live tv delen. Interfacet fejler ikke noget og jeg håber at udvikleren af DVBViewer PVR klienten kan optimere og forbedre denne på Raspberry Pi.

Jeg har også afprøvet XBMC på en Apple TV 2, og live tv delen via DVBViewer fungerer væsentligt bedre via Raspberry Pi.

I samme kategori

Back to top button