Overskud hos Canal Digital Danmark

| onsdag 12. jun, 2013 08:58 | 0 Kommentarer

Canal DigitalMed et resultat (EBITDA) for 2012 på 28,6 mio. kr. ud af en samlet omsætning på knapt 604 mio. kr. leverer Canal Digital Danmark igen sorte tal på bundlinjen.  Forretningen har en positiv udvikling og fokuserer fortsat målrettet på god kundeservice og enkelhed i produkter og priser samt på konkurrencedygtigt tv- og On Demand indhold til alle kunder. Resultatudviklingen fortsætter positivt i 2013.  

Canal Digital Danmark kom som forventet tilfredsstillende ud af 2012 med et positivt resultat for den samlede forretning. Dermed har virksomheden realiseret det mål, man satte sig for efter det tabsgivende analoge sluk i 2009, der samtidig blev startskuddet på en helt ny strategi for virksomheden.

En vigtig hjørnesten i forretningsstrategien siden 2010 er en klar satsning på det kundesegment, der foretrækker et bredt og varieret udbud af tv i høj signal-kvalitet til enkle og gennemskuelige priser uden uforståelige kortgebyrer. I 2012 udmøntede strategien sig blandt andet i tilføjelsen af endnu mere attraktivt indhold til platformen – herunder ikke mindst TV 2 Sport (det nuværende TV 3 Sport 1), styrket on-demand indhold på filmtjenesten GO samt visningen af store sportsbegivenheder i 3D som fx French Open, El Clasico og EM finalen i fodbold i samarbejde med TV 2. I begyndelsen af 2013 blev platformen igen udbygget gennem en aftale med Viasat, hvorefter Canal Digital Danmark fik TV3 og TV3 Puls og i dag kan tilbyde det stærkeste tv-udbud blandt sine hovedkonkurrenter med hele 29 ud af de 30 mest sete tv-kanaler ifølge Gallup.

”Resultaterne af de tiltag vi satte i værk i 2010 viser sig for alvor og betyder, at vi står stærkere på markedet. Vi har trimmet omkostningerne og målrettet vores tilbud. Vi har fortsat fokus på at gøre vores tilbud enkle og letforståelige uden skjulte gebyrer, og det gør i stigende grad vores eksisterende kunder tilfredse,” siger adm. direktør i Canal Digital Danmark, Jarl Söderman, der peger på, at det med enkelheden i priser og udbud er et område, hvor Canal Digital adskiller sig meget klart fra hovedparten af de øvrige tv-udbydere.

 ”Samtidig med at vi tilbyder gennemsigtige priser uden gebyrer, har vi gennem mange år været kendt for en god kundeservice, og i marts vandt vi også prisen som Danmarks bedste til digital kundeservice i skarp konkurrence med en række store virksomheder under Dansk Industri.”      

På indholdssiden er den generelle underholdningsprofil og sportsindholdet styrket i 2012. Canal Digitals kunder kan se alle TV 2’s kanaler, alle SBS-kanalerne; Kanal 4, Kanal 5 og 6’eren og hertil kommer kanalerne fra Discovery, Eurosport og BBC, som ligger eksklusivt hos Canal Digital på parabolmarkedet. Kunderne kan også opleve et betydeligt styrket on-demand univers på filmtjenesten Go, der med mere end 4000 titler tilbyder de nyeste film og serier og et velassorteret bagkatalog til priser fra 19 – 49 kr.

”Vi har fået en yderst konkurrencedygtig On-Demand tjeneste, som alle kunder kan bruge. Vores styrke er, at indholdet er nyt, og at vi også her har valgt en enkel tilgang, hvor man som kunde ikke betaler ekstra for adgangen til tjenesten, men kun betaler for det, man rent faktisk ser,” fortæller Jarl Söderman.

BtB-salg styrket ud af 2012

Canal Digital Danmarks andet forretningsområde er BtB-salg af tv-kanaler til selvstændige antenneforeninger og erhverv. På dette område har Canal Digital ligeledes klaret sig tilfredsstillende i 2012 i konkurrencen på markedet, der domineres kraftigt af to store operatører.

”Det er tydeligt, at vi også på dette marked adskiller os væsentligt fra vores konkurrenter. Det tiltrækker mange af de antenneforeninger, som gerne vil bevare deres uafhængighed og selv kunne fastsætte priser og betingelser og vælge lige præcis de tv-kanaler, der efterspørges af deres medlemmer, ” siger Jarl Söderman:

”Canal Digital Danmark deler vigtige synergier med de øvrige Canal Digital selskaber i Norden, og det er en styrke som vi fortsat vil bruge for at udvikle produkter og tjenester, der efterspørges på det danske marked for betalings-tv.”

Kilde: Canal Digital Danmark

Del på:

Tags: ,

Gemt under:: Canal Digital, Branche-Nyt