Ny sæson af Lykke på DR1

| onsdag 11. jan, 2012 10:22 | 0 Kommentarer

Lykke DR1 2012Anden sæson af ‘Lykke’ er en varm komedie i en kold tid om karrierepigen Lykke (Mille Lehfeldt) og hendes problemer med kærligheden.

Lykke får en bejler
Der er gået ni måneder siden sidst. Det kører på skinner for Lykke. Det går godt på jobbet, hun har fået veninden (Mathilde Norholt) og broren (Laus Høybye) tilbage fra Grønland, og hun formår at holde en ivrig bejler (Anders Juhl) på behørig afstand. Alt er således under kontrol, da hendes “døde” forældre pludselig dukker lyslevende op og sætter hendes og brorens liv på den anden ende. Far (Jens Jørn Spottag) og mor (Paprika Steen) er plastik-kirurger. Overfladiske og selvoptagede. Dominerende og urimelige. Og grænseløst uforskammede. Hvorfor har Lykke ikke en kæreste? Er hun unormal? Lykke er nødt til at anskaffe sig en. Men hvordan kan man det og samtidig bevare kontrollen?

Halløj på pillefabrikken
Anden sæson af “Lykke” er også et gensyn med medicinalvirksomheden SanaFortis’ milde bestyrelsesformand Johannes Dam (Søren Pilmark) og hans forvirrede kone (Bodil Jørgensen), den korrekte direktør (Timm Vladimir), den umulige kommunikationschef (Lars Brygmann) og den evigt loyale medarbejder (Louise Mieritz). SanaFortis’ stresspille står foran sin endelige godkendelse. Men så kommer han igen på tværs, den irriterende psykiater Anders Assing (David Dencik), som ikke har forstået, at det er piller, nationen sukker efter. Han kaster SanaFortis ud i et sandt stormvejr.

Endelig følger vi også den tidligere SanaFortis’ medarbejder Charlotte (Ann Eleonora Jørgensen) og ikke mindst hendes eks-mand, den hengemte revisor Claus (Rasmus Botoft), der løsladt fra fængslet tror, at trængslernes tid er forbi, men finder ud af, at de først lige er begyndt.

Seerne vil i anden sæson også møde Jimmy Jørgensen, som smilende rocker, Lars Ranthe, som passioneret forsker på SanaFortis, Dejan Cukic, som bestyrelsens temperamentsfulde nye næstformand, og ikke mindst Lisbeth Dahl, som den håndfaste psykolog Anna, der endelig får kureret Lykkes kærlighedsangst.

“Lykke” er en komedie om at slippe kontrollen og finde sig selv, og om magtkampe, intriger, inkompetente chefer og andre urimeligheder, der heldigvis intet har med virkeligheden at gøre.

Seriens anden sæson er på otte afsnit og er skrevet af Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Jesper W. Nielsen er instruktør på 11,12 & 15,16 og Kasper Gaardsøe, som er konceptuerende instruktør, har instrueret 13,14 og 17,18. Christian Rank er producent.

Afsnit 11 af ‘Lykke’ kommer søndag den 22. januar kl. 20.00 på DR1 og DR HD.

Karaktererne i Lykke

LYKKE (Mille Lehfeldt)
Det går godt for Lykke. Nyt hår, ny bil, ny succes på jobbet. Hun har endda overskud til både at klare sin umulige chef og holde en ihærdig bejler på venlig afstand. Men kærlighed er der ikke planer om. Indtil forældrene pludselig dukker lyslevende op og udfordrer hendes velordnede verden.

ASSING (David Dencik)
Psykiateren Anders Assing vender tilbage og forstyrrer igen sin nabo Lykkes sjælefred. Det bliver ikke bedre, da han får et nyt job, der kan tage truslen mod hendes arbejdsplads til nye højder. Men det forhindrer ham ikke i at have en voksende interesse for den mærkelige pige inde ved siden af.

THOMAS (Laus Høybye)
Thomas er lykkelig. Han er forelsket i Maja. Han skal være far. Familien vender hjem fra Grønland for at føde. Og hans forældre kommer helt fra Dubai for at se den lille. Men pludselig er det Thomas’ skyld, at de må blive i Danmark, og så er han da nødt til at hjælpe dem, så meget han kan.

MAJA (Mathilde Norholt)
Maja er også lykkelig for sin lille familie. Og for at være tilbage i Danmark tæt på Lykke. Men de excentriske svigerforældres ankomst truer idyllen. Næsten mere end hun kan klare. Hvordan får hun reddet Thomas ud af deres klør?

FAR & MOR (Jens Jørn Spottag og Paprika Steen)
Efter ti gyldne år i Dubai strander det plastik-kirurgiske ægtepar, Niels Christian og Lene Leth, i Danmark. Det er en smertefuld proces at indse, at de pludselig skal bide skeer med et højt skattetryk, kolde vintre og rugbrød med mange kerner. Men Lykkes og Thomas’ far og mor finder altid nye udveje, og de er eksperter i at udnytte deres omgivelser.

FLEMMING (Lars Brygmann)
Der er gået ni måneder, og Flemming hersker forunderligt nok stadig over Kommunikationsafdelingen på SanaFortis, mens han drømmer om at blive medlem af direktionen. Det stresser ham dog, at Lykke nyder større og større bevågenhed på de øverste etager.

NIELS (Timm Vladimir)
SanaFortis’ administrerende direktør, Niels, er stadig ungkarl og bemærker ikke sekretærens længselsfulde blikke. Han har nok at se til, da stresspillen løber ind i nye vanskeligheder. Men det skal blive meget værre, da der udbryder magtkamp på direktionsgangen. 

BORIS (Anders Juhl)
Boris er omkring de 30 og et tal-geni. Han arbejder i Corporate Finance på SanaFortis og er bristefærdig af kærlighed til Lykke. Lader sig ikke stoppe af en enkelt afvisning. Slet ikke når han får mulighed for at alliere sig med hendes hjemvendte forældre.

EVA (Louise Mieritz)
Eva er blomstret op med Lykke som sin souschef. Væk er stressen og de store tude-ture. Der er næsten tid til at lytte til det lille biologiske ur, der tikker højere og højere. Der er bare ikke rigtigt nogen mand i sigte.

CHARLOTTE (Ann Eleonora Jørgensen)
Siden Charlotte brød ud fra SanaFortis og startede egen kommunikationsvirksomhed er det gået strygende. Men så bliver eksmanden løsladt fra fængslet. Og trækker den kriminelle verden med ind i Charlottes liv.

CLAUS (Rasmus Botoft)
Claus har under sit ni måneders fængselsophold arbejdet intenst med sit had mod au pair pigen Ada og hendes ukrainske familie, der plantede ham der. Løsladt tager han fat på et nyt liv. Væk fra Ada og alt hendes væsen. Men hans smukke nedtur er kun lige begyndt.

ADA (Julie Christiansen)
Ada er den au pair, vi alle sammen havde fortjent. Man skal bare være parat til at tage det, der følger med. Men Adas troskab og kærlighed til Claus vil ingen ende tage.

JOHANNES (Søren Pilmark)
SanaFortis’ mægtige bestyrelsesformand, Johannes Dam, er stadig grebet af optimisme og spiritualitet. Han lader sig ikke slå ud af stresspillens vanskeligheder med at blive godkendt. Men får brug for brug for sin kones (Bodil Jørgensen) støtte, da magtkampen i bestyrelsen spidser til.

Kilde: DR

Del på:

Gemt under:: TV-Nyt