TV-Nyt

Ny fiktionschef på TV 2

tv2 logo2013Den 33-årige Katrine Vogelsang er pr. 1. juni ansat som ny fiktionschef på TV 2, hvor hun skal stå i spidsen for TV 2s kommende satsninger på danske fiktionsserier og for TV 2s omfattende engagement i danske spillefilm.

Katrine Vogelsang er uddannet filmproducer på Den Danske Filmskole og har siden 2005 arbejdet som producent hos DR Drama. Her har Katrine Vogelsang være producent på familiejulekalenderne ”Pagten” og ”Absalons hemmelighed”, søndagsserierne ”Sommer” og ”Lykke” samt børne- og satire-produktioner som ”Isa’s Steps” og ”Tjenesten”.

Allerede inden uddannelsen arbejdede hun med tv-fiktion i DR som produktionsassistent på ”Taxa”, ”Rejseholdet” og novellefilm fra ”Selvsving”. Desuden var Katrine Vogelsang location manager og produktionskoordinator på ”Den serbiske dansker”.

– Katrine Vogelsang har meget tidligt markeret sig som et usædvanligt stort talent inden for dansk tv-fiktion, og jeg er meget glad for, at hun har sagt ja til opgaven at skabe ny dansk fiktion, som er et stort indsatsområde for TV 2. I efteråret præsenterer TV 2 danskerne for en ny fiktionsserie, og i december sender vi en nyproduceret familiejulekalender, siger TV 2s programchef, Keld Reinicke.

”En ambitiøs og modig aktør”

Katrine Vogelsang glæder sig til opgaven på TV 2.

– TV 2 har gennem den sidste tid vist, at stationen både er en ambitiøs og modig aktør inden for fiktionsgenren med serier som bl.a. ”Lærkevej” og ”Den som dræber”. Jeg glæder mig meget til at forsætte dette arbejde, siger Katrine Vogelsang.

TV 2s fiktionsafdeling består herefter af fiktionschef Katrine Vogelsang, redaktør Lars Sund Duus, udviklingsproducer Niels Fonseca og projektleder Anders Jensen.

Kilde: TV 2 presse

 

I samme kategori

Back to top button