Ny erhvervs nyhedskanal fra TV 2 og Berlingske

| mandag 05. jan, 2015 10:16 | 0 Kommentarer

TV2 LogoTV 2 og Berlingske er efter tre års godt samarbejde om TV 2 Finans blevet enige om at udvikle et nyt og tættere samarbejde, som skal udmønte sig i en fælles, ny on demand tv-kanal – TV 2 / Berlingske Business. Den nye business-kanal vil kunne ses på både mobil, tablet og pc, og kanalen vil blive en del af TV 2 PLAY-universet.

Aftalen indebærer en oprustning mandskabsmæssigt på både TV 2s finansredaktion og hos Berlingske Business og studieafvikling fra både TV 2 på Teglholmen og fra Berlingske i Pilestræde. Selve konceptarbejdet til den nye kanal er sat i gang. Lanceringsdatoen er endnu ikke fastsat, men den nye kanal forventes i luften i foråret.

Businesskanalen skal være et kraftcenter af nyheder og baggrund for den brede kreds af erhvervsinteresserede danskere, som gerne vil være godt opdateret, uanset hvor de befinder sig, og hvornår de har tid og lyst til at få det seneste nye.

– Nu kommer den kanal for og om erhvervslivet, som vi har drømt om meget længe på TV 2. Vi skaber i fællesskab med Berlingske en helt ny kanal, der supplerer TV 2 NEWS og vores digitale udgivelser, siger Michael Dyrby, nyhedsdirektør på TV 2, og fortsætter:

– Det danske erhvervsliv fortjener at blive dækket professionelt, og den nye streaming-teknologi gør det nu muligt for os at lave en hel kanal dedikeret til erhvervsstoffet. Sammen med Berlingske Business sikrer vi os, at vi kan løfte niveauet yderligere. Det er en stor dag.

Berlingskes chefredaktør og koncernchef, Lisbeth Knudsen, siger om det nye samarbejde:

– Når vi forener erfaringer og kræfter hos TV 2 og Berlingske, så kan det ikke undgå at blive et meget stærkt journalist produkt, som vi glæder os til at søsætte som supplement til alle de medieplatforme, hvor vi leverer erhvervsstof af høj kvalitet i dag. Fra avisen til Danmarks største månedlige business-magasin. Fra vores store online- og mobil-univers på business.dk til erhvervsstof til Radio24syv og et stort antal erhvervskonferencer hvert år.

– Vi har et stykke tid arbejdet med planer om at øge vores tv-dækning på Business-området, og nu kan vi realisere de planer på en meget spændende måde, tilføjer hun.

Parterne er enige om ikke at oplyse nærmere om konceptet på nuværende tidspunkt. Der vil være tale om en bemanding på op til 20 medarbejdere knyttet til den nye kanal og en tilførsel af otte nye stillinger.

Kilde: TV 2

Del på:

Tags:

Gemt under:: Streaming