TV-Nyt

Nordjyllands dårligste fodboldhold på TV 2

Foto: Henrik Ohsten / TV 2
Foto: Henrik Ohsten / TV 2

Programserien ‘Nordjyllands dårligste fodboldhold’ er den muntre historie om at elske at spille fodbold, selv om man overhovedet ikke er god til det.

Tredjeholdet fra den nordjyske Ulsted Boldklub spiller i serie 6, og de kan ikke rykke ned, for der findes ikke en lavere række end serie 6. Ulsted-drengene sidder samtidig på en yderst tvivlsom titel. I 2015 vandt de kun én eneste kamp – fordi modstanderen ikke mødte op – og dén præstation gør Ulsted til landsdelens ringeste fodboldhold.

I de tre programmer ‘Nordjyllands dårligste fodboldhold’ fra tirsdag 31. maj (og allerede nu på TV 2 PLAY) fortæller TV 2 historien om en flok fodboldspillere, der trofast møder op til træning onsdag aften og stiller op til kamp hver weekend. Også når der på forhånd er udsigt til en ordentlig øretæve og en tocifret negativ målscore.

For det her handler lige så meget om kammeratskabet, tredje halvleg, fællesspisning og mandehørm. Om håndbajere på sidelinjen – og en smøg på udskiftningsbænken.

Nøglespillere med kulørte kaldenavne
Undervejs i programserien, der er produceret af TV 2 Nord, møder vi række af holdets nøglespillere – stort set alle sammen udstyret med kulørte kaldenavne.

Målmand Martin ”Hvide” Jensen, der konstant er skadet og må nøjes med at råbe med fra bænken. Wasim ”El Banna” Chaer fra Libanon, der vistnok uden at fornærme nogen må karakteriseres som en af Danmarks tungeste fodboldspillere. Torben ”Tubs” i forsvaret, Benjamin ”Mata” Larsen og Thomas ”Nabo” Jokumsen på midtbanen og mange flere.

Men selv om det går skidt, går holdet hver gang på banen for at vinde, og målet er at få en sejr i løbet af forårssæsonen og undgå sidstepladsen i serie 6. Træner Mikael Simonsen holder stædigt fast i sine ambitioner på holdets vegne og kæmper en heroisk kamp for at organisere spillerne både på og uden for banen.

Det kræver dog, at han går på kompromis med normale træner-discipliner. Først og fremmest må han indstille sig på, at det sociale fællesskab kommer før løbetræning og taktikmøder – og at han under ingen omstændigheder kan diktere en streng diætkost til spillerne.

Vi oplever blandt andet, hvordan holdet varmer op til en kamp med tre kilo varm leverpostej og fem hvide franskbrød, og hvordan spillerne kombinerer onsdagens træning med fællesspisning, der indbefatter gammeldags flæskesteg med rødkål og brun sovs.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button