TV-Nyt

Morten Mogensen ny programdirektør for TV3-kanalerne

tv3logoMorten Mogensen tiltræder onsdag den 15. juni som ny programdirektør for TV3-kanalerne, idet den nuværende direktør Pil Gundelach Brandstrup har takket ja til nye udfordringer udenfor Danmark i et udenlandsk tv-selskab.

44-årige Morten Mogensen har tidligere været ansat i MTG – fra 2005. Fra 2008 til januar 2010 som programdirektør på TV3, før han forlod MTG.

“Vi er på TV3 indlysende glade for at kunne byde Morten tilbage i TV3’s rækker. Vi kender hans kvaliteter, og vi ved derfor, at han sammen med den øvrige programredaktion kan fortsætte den flotte udvikling, TV3-kanalerne har stået for i de seneste sæsoner. Vi siger farvel til en særdeles dygtig og respekteret programdirektør i Pil Gundelach Brandstrup, der har formået at løfte os de sidste år, men samtidig goddag til en yderst kompetent og erfaren programdirektør, der også har et stort og vigtigt netværk i det danske produktionsmiljø,” siger TV3’s adm. direktør, Kim Poder.

Morten Mogensen har arbejdet i tv-branchen de seneste 15 år og kommer fra en stilling som programchef på produktionsselskabet Monday.

”TV3-kanalerne har i senere år være vinderne på tv-markedet med øgede markedsandele og et støt stigende ambitionsniveau. Jeg kender TV3-huset særdeles godt – og jeg ved også, hvor respekteret TV3 er i det danske produktionsmiljø som en professionel partner. Og jeg glæder mig i den grad til at komme tilbage i det miljø og fortsætte det flotte arbejde, hele TV3 huset har præsteret de sidste sæsoner,” siger Morten Mogensen.

”Det er altid vemodigt at forlade en god arbejdsplads, og det har TV3 i den grad været. Jeg vil savne mine fantastiske kollegaer, samarbejdet med produktionsmiljøet, de dygtige værter og hele TV3-ånden. Men jeg fik et attraktivt tilbud fra udlandet, og jeg har en lyst til at prøve mig selv af i et andet land. Jeg er stolt af det, jeg har præsteret i TV3-regi, og jeg er sikker på, at TV3 også fremadrettet er på den helt rette kurs,” siger Pil Gundelach Brandstrup.

Der vil være skifte i programdirektørstolen onsdag den 15. juni 2011.

Kilde: TV 3 presse


Få 12 måneder til 8 måneders pris - Spar over 33% rabat på årsabonnement! SkyShowtimeAnnonce

I samme kategori

Back to top button