Parabol Gratis TV / FTAParabol-TV

Maximum XO-25 S

maximum xo-25 s anmeldelse

Maximum XO-25 S giver dig mulighed for at modtage gratis satellit-tv kanaler.

Producent: Kjaerulff1 Digital A/S
Udlånt af: Kjaerulff1 Digital A/S
Pris: fra 599,- Tjek dagsprisen her 
Teknik: DVB-S2 Gratis Parabol-TV
Lancering: Juni 2012
Strøm: 5.8W / 0,3W Standby

maximum xo-25 s

Introduktion

Kjaerulff1 kom med deres seneste FTA boks Maximum XO-30 S i starten af 2012, men nu lanceres så en lillebror model til denne med modelnavnet XO-25S. Maximum XO-25 S er et par hundrede kroner billigere, men bygger på samme software.

XO-25 S er lidt mindre end XO-30 S, og i modsætning til XO-30 S så har den nye model ikke et display på fronten. MAXIMUM XO-25 S kan dog ligesom sin storebror software opdateres, så der kan optages eller pauses live på en USB nøgle eller USB harddisk. Denne skal du dog selv skal købe eller have i forvejen.

Jeg har valgt at genbruge skærmbilleder fra boksen fra Maximum XO-30 S anmeldelsen, da grafikken og funktioner er identiske.

Design og tilslutninger

maximum xo-25s front

Designet på Maximum XO-25 S afspejler prisen, der er ingen betjeningsmulighed på selve boksen, intet display bortset fra en diskret diode, der indikerer om boksen er tændt eller i standby.

Stikket til tilslutning af USB enhed er også placeret på fronten, hvilket nogle måske synes er knap så pænt, men der er i hvert fald let adgang til det i forhold til, hvis det havde været placeret på bagsiden. Men det havde for mere permanent PVR brug måske været rart at kunne have haft stik på bagsiden også.

maximum xo-25 s tilslutninger

På bagsiden af MAXIMUM XO-30 S finder du:

  • LNB ind
  • LNB gennemsløjfning
  • HDMI
  • Coaxialdigital lyd ud
  • 1 X Scart

Der er således ikke 2 scart udgange som på XO-30 S, men nok ikke mange der savner det.

Følgende leveres med fra boksen:

  • Modtager
  • Fjernbetjening med batterier
  • Manual

MAXIMUM-XO-25-S Fjernbetjening

Fjernbetjeningen der medleveres er også et tegn på at prisen her er vigtigt parameter på denne model, for det er en billigere model, end den der medleveres til XO-30 S boksen. Når det er sagt så ligger den fint nok i hånden, men knapperne er placeret forholdvis tæt og kræver lidt tilvænning.

Installation

Installationsguiden er der som sådan ikke. Det eneste boksen beder om er, hvilket sprog man vil anvende. Både dansk, tysk, engelsk og en række andre er tilgængelige. Men efter valg af dette så hopper boksen direkte til kanal 1, som er den forudprogrammerede ARD HD fra 19,2 øst. Igen et tegn på målgruppen for denne boks, altså tyskere og i forhold til Danmark ofte danske udlejningssommerhuse.

Boksen er forresten super hurtig til at starte op, fra man sætter strøm til, hvilket ellers efterhånden sjældent ses.

Det er smart til at komme enkelt i gang for dem med kun 19,2 øst, men lidt upraktisk såfremt man modtager en anden satellit eller flere via DiSEqC, for så vil man selv skulle ind og opsætte dette inde i menuen først for at være sikker på signal.

Der er mulighed for at overføre kanaler frem og tilbage mellem USB medie og modtageren, hvilket kan være praktisk for specielt installatører.

Boksen leveres med en ikke opdateres kanalliste i forhold til Astra 19,2 øst, så det kan absolut anbefales at hente en ny kanalliste fra http://www.kjaerulff1.com ellers vil du opleve at en række af de tyske kanaler ikke  kan ses.

Fremgangsmåden er som følger:

  • Kopier filen HB_DATABASE_7_5.DBM over i roden af et USB-medie.USB-mediet skal være mindre end 16 GB.Filformatet skal være FAT eller FAT32.
  • Sæt USB-mediet i USB-porten på modtageren.
  • Gå ind i ”Menu => Kanalsøgning => DB Management => Kopier fra USB ” og derefter trykke på ”DBM” filen der vises.. Meddelelsen ”Vent Venligst => Load database successfully” vises på skærmen.
  • Den nye kanalliste er nu gemt i modtageren. Bemærk at du kan skulle opsætte DiSEqC igen efter indlæsning.

Boksen tilbyder understøttelse af DiSEqC 1.0, 1.1 og 1.2 motorstyring, men desværre er fortsat ligesom på forgængeren ikke support for USALS, hvilket ville have forbedret brugervenligheden på motorstyringsdelen. Boksen understøtter Unicable også kaldet SATCR eller Single Cable LNB.

Der er mulighed for at begrænse søgningen til tv fremfor både tv og radio kanaler, selv med en netværksøgning fik jeg dog ikke BBC One HD og BBC HD scannet ind på 28,2 øst ved automatisk søgning men måtte lave en manuel scanning ved at rette Symbolrate værdien fra 22000 til 23000.

Boksen er som standard opsat til 1080i via HDMI, men kan ændres til 1080p, 720p, 576p eller 576i. Dette kan gøres via menuen eller direkte via knap på fjernbetjeningen.

Daglig brug

Til brug i udlejningssommerhuse kan være behov for at låse menuer og indstillinger med kodeord, og det tilbyder MAXIMUM XO-25 S da også. Ved alt i menuen skal du angive dette kodeord, der som standard er sat til 000000. Jeg savner her en mulighed for at slå denne funktion fra, såfremt boksen ikke skal benyttes i et miljø, hvor det er nødvendigt.

Boksen zapper hurtigt mellem kanalerne i kanallisten, der kan sorteres mellem flere forskellige parametre. Der er mulighed for at lave egne favoritlister, i forhold til forskellige tema-inddelinger som film, sport osv. Tekst-tv kører hurtigt med sidehukommelse.

EPG informationerne vises pr. kanal. Der er desværre ingen mulighed for at se EPG for flere kanaler samtidigt, og navigeringen i EPG’en er lidt mangelfuld i forhold til at hoppe frem f.eks. 24 timer.

Som på mange bokse, så er betjeningen ikke altid helt logisk, der er ikke altid en rød tråd i de knapper, der skal benyttes, men mon ikke de fleste vænner sig til det.

PVR og multimedia

Boksen tilbyder som tidligere nævnt, at man kan optage programmer eller tidsforskyde tv på en ekstern USB enhed. Det kræver dog en software opgradering først via USB. Du kan hente softwaren på kjaerulff1.com

USB enheden skal være formateret som FAT32 for at kunne benyttes.

Boksen tilbyder optagelse af en ting, mens der ses noget andet på samme transponder, men man kan ikke se en optagelse mens noget optages.

Tilsluttes USB lagringsenheden til en PC, så er det muligt både at kopiere optagelser over samt at afspille disse.

maximum_xo-25s_timer

Timer optagelser kan oprettes via EPG eller manuelt. Via EPG skal man dog, lidt irriterende, huske at sætte funktion til optag og ikke standarden funktion vis, som altså kun tænder boksen på den kanal, man sætter timeren til. Man savner også en standardindstilling med mulighed for at lægge et antal minutter til i slutningen til optagelser.

Listen med optagelser viser det aktuelle valgte optagelse i et mini vindue, mens der måske lidt ulogisk skal klikkes på rød knap og ikke ok for at se det i fuldskærm. Optagelser navngives ikke så brugervenligt med programtitel, men der imod med kanalnavn og tid og dato.

I denne prisklasse så kunne man egentlig ikke forvente sig mere på denne front, men boksen tilbyder også afspilning af musik, billeder og video fra USB. Officielt understøttes følgende fil-formater: MP3, WMA, JPEG, BMP og AVI filer

Jeg har afprøvet mine sædvanlige testfiler, og boksen kunne afspille både vob og m2ts, mens mkv filen jeg testede ikke virkede på boksen.

Men USB afspilning af diverse medier er da også en praktisk mulighed f.eks. i et udlejningssommerhus, hvor familien så kan se billeder taget tidligere på dagen på tv-skærmen. Dog virker det lidt ulogisk, at man ikke kan komme ind via menuen, hvor der kræves kode. Man skal ind via PVR list knappen og trykke exit for at undgå at skulle skrive en kode.

Konklusion Maximum XO-25 S

Har du et udlejningssommerhus der kunne trænge til en ny digital parabol-tv boks, så er MAXIMUM XO-25 S et oplagt valg.

Boksen fungere absolut tilfredsstillende til formålet og er optimeret i forhold  til at holde gæster fra at pille ved indstillingerne, så der hele tiden skal rykkes ud med tekniker for at afhjælpe sort skærm.

I forhold til forgængeren Maximum XO-25 S, så er der ikke den store forskel i funktionalitet, men MAXIMUM XO-25 S er lidt mere skrabet på designet uden display samt en billigere fjernbetjening. Er disse ikke relevante for dig, kan du altså spare et par hundrede på at vælge MAXIMUM XO-25 S, der også er rigtig standby venlig med sit forbrug på kun 0,3 W.

PVR delen fungerer ikke 100% endnu i hvert fald, men det er da et plus, at man derudover også har mulighed for medieafspilning på boksen via USB.

Udlånt af Kjaerulff1, der distribuere denne boks til forhandlere

Find laveste pris på Maximum XO-25 S her

+ Oplagt til udlejningssommerhus
+ Mulighed for at optage tv (PVR)
+ Mulighed for video, billede og musik afspilning via USB
– Kode ved menu indstillinger kan ikke deaktiveres
– Ingen betjening uden fjernbetjening

I samme kategori

Back to top button