Streamingnyt

Listen Louder – ny dansk TV-kanal på nettet

Listen LouderMandag den 6. marts får en ny dansk TV-kanal på nettet premiere. Kanalen er startet af serie-iværksætteren Jonathan Løw, der tidligere har startet fire andre virksomheder samt arbejdet som investor indenfor IT-verden. Han mener, at der mangler noget godt TV for de hundredtusindvis af danskere, der går rundt med gode idéer, men ikke rigtig ved hvordan de gør dem til virkelighed.

Kanalen bærer navnet Listen Louder, og dens første program hedder Listen Louder LIVE og sendes på premieredagen den 6. marts fra kl. 15.00-16.00 via www.listenlouder.live

Listen Louder LIVE er et talkshow for både nuværende og kommende iværksættere … samt alle andre folk med gode idéer. Programmet sendes én gang månedligt og har i bedste Natholdet-stil en kendt og anerkendt gæstevært i studiet.

Til premiereudsendelsen er det den kvindelige træner, blogger, forfatter m.v. Cecilie Lind, som indtager studiet sammen med Jonathan.

Det er i første omgang planen, at programmet skal sendes de næste 12 måneder, og en lang række yderligere gæsteværter er på plads – heriblandt Lakridskongen Johan Bülow, stifteren af online mediet Zetland Lea Korsgaard, Telmore-stifteren Frank Rasmussen, TV-vært og iværksætter Morten Resen, GoMore-stifter Søren Riis samt den kendte YouTuber Victoria Garber.

“Tanken bag den nye TV-kanal på nettet er at producere indhold, som har interaktivitet og iværksætteri i højsædet. Første skud på stammen er et talkshow-format, der til at begynde med sendes live via Facebook. Målet med talkshowet er på en hyggelig og interaktiv måde at hjælpe så mange danskere som muligt videre med deres idéer,” forklarer Jonathan Løw, der har renset programmet for reklameafbrydelser og lignende undervejs.

Han vil som vært sammen med gæsteværterne svare på seernes spørgsmål LIVE on air. Man kan stille spørgsmål om alt imellem himmel og jord, så længe det relaterer sig til iværksætteri og gode idéer. Spørgsmålene kan stilles på forhånd via [email protected] samt undervejs i programmet.

“Det er visionen på sigt, at vi ikke kun skal sende live via Facebook, men også lave interaktivt iværksætter-fjernsyn via TV, YouTube, podcast etc. Vi har dog valgt at starte med Facebook Live-formatet, fordi det udover at være omkostningsbesparende er i hastig vækst. De seneste tal fra USA viser en voldsom udbredelse i brugen af video-formatet. Alene i de første seks måneder af 2016 gik de 500 største mediehuse i USA fra at bruge Facebook LIVE i 10% af virksomhederne til at runde de 50% i løbet af sommeren 2016. Det er på alle måder et fremtidens medie,” siger Jonathan Løw.

Det er iværksætteren selv, der finansierer TV-projektet, mens digitalbureauet Mindmill står for den tekniske del af produktionen.

I samme kategori

Back to top button