Lisbeth Langwadt bliver nyhedsredaktør i DR Medier

| mandag 04. dec, 2017 15:59 | 0 Kommentarer
Lisbeth Langwadt

Lisbeth Langwadt Foto: Ekstra Bladet

Stillingen er ny, og det er Lisbeth Langwadt også i DR-sammenhæng, når hun fra den 1. januar 2018 bliver nyhedsredaktør i DR Medier.

Som nyhedsredaktør får hun ansvaret for den strategiske udvikling af DRs tv-nyheder på tværs af kanalerne. Det betyder i realiten, at hun skal beskæftige sig med udviklingen af DR2 Dagen, Deadline og TV-Avisen samt magasinerne ’Horisont’, ’Langt fra Borgen’ og ’Sundhedsmagasinet’. Udover det får Lisbeth Langwadt også ansvaret for DRs strategi for breaking news og store nyhedsbegivenheder i ind- og udland, herunder valg.

”Nyheder er en kerneopgave for DR, og derfor er jeg glad for, at det er lykkedes at få en så stærk kapacitet som Lisbeth Langwadt til at drive den strategiske udvikling af vores nyheder på tv. I dag står vores nyhedsudsendelser stærkt blandt seerne, men jeg er sikker på, at Lisbeth kommer til at bidrage til, at de også fremadrettet vil udvikle sig – ikke mindst når det gælder de ændringer, der sker i brugernes nyhedsforbrug,” siger DRs TV-chef Emma Kronqvist.

Kommer fra Ekstra Bladet

Lisbeth Langwadt kommer til DR fra Ekstra Bladet, hvor hun har arbejdet siden 2005 – senest som ledende redaktør for betalt indhold på Ekstra Bladet og medlem af bladets chefredaktion. Inden da har hun blandt andet været redaktionschef for magasiner og tillæg på Ekstra Bladet, været daglig leder af forbrug- og sundhedsredaktionen og journalist og reporter samme sted.

Den kommende nyhedsredaktør i DR Medier er bachelor i dansk litteratur og kandidat i journalistik fra Roskilde Universitetscenter, hvor hun gik fra 1998 til 2004.

Selv siger Lisbeth Langwadt om sit nye job:

”Jeg glæder mig enormt til at være med til at udvikle Danmarks mest relevante og sete nyhedsudsendelser i en spændende, foranderlig tid for tv-mediet. DRs tv-nyheder er med sin tårnhøje kvalitet, substans og troværdighed vigtigere end nogensinde før for danskerne på tværs af alder, køn, landsdele og social status. Samtidig ændrer brugernes vaner sig drastisk disse år, så jeg ser det som en både innovativ og vigtig opgave at være med til at føre de stærke tv-nyhedsformater videre ind i en digital fremtid, som lægger op til mange spændende udviklingsmuligheder,” siger hun.

Privat bor Lisbeth Langwadt i Brønshøj med manden Esben og de to drenge, Otto og Karlo på ni og fem år.

Kilde: DR
Del på:

Gemt under:: Branche-Nyt