TV-Nyt

Kulturen på NEWS direkte fra Hollywood

Stéphanie Surrugue
Stéphanie Surrugue er vært på “Kulturen på NEWS”, der tager til Hollywood i anledning af Oscar-uddelingen.
Foto: Casper Steinmetz / TV 2

Natten mellem søndag 2. marts og mandag 3. marts løber den årlige Oscar-uddeling af stablen. ”Kulturen på NEWS”, med Stéphanie Surrugue i spidsen, tager derfor til Dolby Theatre i Hollywood og varmer op til prisuddelingen allerede fra mandag 24. februar kl. 19.30.   

– Oscar er både en legendarisk filmpris og en verdensbegivenhed. Jeg glæder mig som en vanvittig til at tage vores seere med helt ind i hjertet af Hollywood, endda i et historisk Oscar-år set med danske øjne, da vi jo har hele tre film nomineret. Det bliver en fest – på alle måder, fortæller Stéphanie Surrugue, vært på ”Kulturen på NEWS”. 

Se traileren for ”Kulturen i Hollywood” her

Tre danske Oscar-håb
For første gang nogensinde er tre danske film nomineret til verdens største filmpris, og danskerne venter i spænding på, om Thomas Vinterbergs ”Jagten”, Signe Byrge Sørensens ”The Act of Killing” eller Anders Walthers ”Helium” får mulighed for at tage en af de prestigefyldte priser med hjem.  

Mandag til torsdag i næste uge sender TV 2 NEWS’ kulturnyhedsmagasin direkte fra Hollywood, hvor Surrugue møder danske og udenlandske stjerner og går helt tæt på Oscar-uddelingen. Den 86. Oscar-uddeling transmitteres direkte på TV 2, og i år er det skuespilleren og komikeren, Ellen DeGeneres, der er vært. 

Stéphanie Surrugue rapporterer desuden hele natten direkte fra den røde løber ved Dolby Theatre. Se med på TV 2 søndag 2. marts fra kl. 23.05.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button