TV-Nyt

Klar til Robert fest torsdag aften på TV 2

Rasmus Bjerg Robert prisen TV 2
Rasmus Bjerg bliver vært ved årets Robert-prisuddeling. (Foto: Isak Hoffmeyer / TV 2)

Der bliver skrevet tv-historie på TV 2 i morgen, torsdag, når en traditionel dansk filmprisuddeling for første gang transformeres til et stort show med underholdning, hyldest og uddeling af priser til både film- og tv-personligheder. Det sker i ”Robert: Årets film- & tv-pris”, som sendes direkte fra klokken 20.00.

TV 2 og TV 2 Play indleder dækningen af Robert-festen med rød løber-interviews allerede fra klokken 17.25. Klokken 22.35 sender TV 2 fra afterpartyet.

Det er første gang, at Robert-prisuddelingen, som Danmarks Film Akademi står bag, er udviklet til et show, der kan sendes i tv for et større publikum. TV 2s chef for strategisk programudvikling, Keld Reinicke, ser frem til at vise den nye event for danskerne.

– Dansk film og tv-fiktion klarer sig fantastisk herhjemme og ude i verden, og der er al mulig grund til at hylde begge brancher, siger Keld Reinicke, der glæder sig over, at danskernes interesse for fiktion på film og tv er stor, som også rekordseertilslutningen til Oscar-uddelingen natten mellem søndag og mandag var udtryk for.

Rasmus Bjerg er Robert-vært og styrer løjerne, og han får på scenen følgeskab af en lang række presentere, bl.a. Pilou Asbæk, Paprika Steen, Søren Malling, Mille Dinesen, Thomas Bo Larsen, Bodil Jørgensen og Birthe Neumann.

“Robert: Årets film- & tv-pris” uddeler også årets Æres Robert, der anerkender en helt særlig præstation. Showet hylder ligeledes dansk børnefilm, viser klip fra dramatikken og romantikken i 2012, fortæller om danske tv-seriers succes i udlandet og giver et eksklusivt indblik i danske film, som er på vej i biografen i 2013.

Også de nominerede glæder sig til Robert-aftenen, bl.a. Trine Dyrholm, der både er nomineret i kategorien ’bedste kvindelige hovedrolle i en film’ for ”Den skaldede frisør” og i kategorien ’bedste kvindelige birolle på film’ for ”En kongelig affære”.

– Selvfølgelig er man en større del af filmen, når det er en hovedrolle, men jeg kan ikke svare på, om jeg helst vil modtage en Robert for den ene eller anden film. Det er to meget forskellige film, som jeg er meget glad for. Det var en sjov udfordring at spille med i en kostumefilm som ”En kongelig affære”. Det var mørkt og intrigant, hvor ”Den skaldede frisør” var let og lys, selv om emnet brystkræft er alvorligt, siger Trine Dyrholm til TV 2|Medienyt. 

Kilde: TV 2


Få 12 måneder til 8 måneders pris - Spar over 33% rabat på årsabonnement! SkyShowtimeAnnonce

I samme kategori

Back to top button