TV-Nyt

Jule og nytårs-tv på TV 2 2017/2018

Julen er en højtid – også på TV 2. Traditionen tro er dagene mellem jul og nytår skabt til hyggelige tv-stunder i familiens skød. Og der er gjort klar til tv-hygge for både store og små, når TV 2s hovedkanal sender årskavalkader, nye danske fakta- og underholdningsprogrammer samt filmpremierer og gode filmklassikere.

TV 2 holder samtidig fanen højt med et stort udbud af nyhedsudsendelser, magasinprogrammer fra ’Go’ aften Danmark’ alle julens og nytårets hverdage, ’Go’ morgen Danmark’ på alle dage fra 27 til 31. december samt ’Godt nytår’, som 31. december fra klokken 16.10 bl.a. varmer op til ’Dronningens nytårstale’.

Premierefilm og filmklassikere i juledagene
Foruden afslutningen på årets store familiejulekalender ’Tinkas Juleeventyr’ og EM-håndbold byder TV 2 i juledagene på populære film, herunder tv-premierer på danske og udenlandske film.

Børnene og deres forældre kan bl.a. glæde sig, når ’Iqbal og den hemmelige opskrift’ får premiere 2. juledag på TV 2. Filmen er baseret på Manu Sareens anmelderroste børnebog ’Iqbal Farooq og den sorte Pjerrot’, og manuskriptet til filmen er skrevet Renée Toft Simonsen.

Dagen efter venter endnu en tv-premiere, nemlig Lasse Hallströms komediedrama ’Hundredefodsrejsen’ med Helen Mirren i hovedrollen.

Der er også forskellige danske filmtitler blandt julens film på TV 2, bl.a. klassikeren ’Frøken Nitouche’ med Dirch Passer og Lone Hertz, ’Olsen-banden går i krig’, der vises 26. december, og ’Sommeren ’92’ om den historiske juni i 1992, hvor Danmark blev europamester i fodbold.

Og filmudbuddet stopper ikke her. Jule- og nytårsdagene byder også på fire James Bond-film (’Casino Royale’ 16. december, ’Quantum of Solace’ 23. december, ’Skyfall’ 29. december og tv-premieren på ’Spectre’ 1. januar (læs mere nedenfor) samt på action-thrilleren ’Mission: Impossible – Roque Nation’ med bl.a. Tom Cruise torsdag 28. december.

Også i dagtimerne er der store filmoplevelser at hente for børn, unge og forældre, bl.a. de tre danske familiefilm ’Antboy’ inklusive tv-premiere på 2016-filmen ’Antboy 3’. TV 2 sender også de danske familiefilm ’Emma & Julemanden’ fra 2015, ’Detektiverne’ fra 2014 og ’Far til fire – til søs’ fra 2012 samt danske reportageprogrammer med gymnasterne i Flying Superkids.

Af udenlandske animations-, eventyr- og familiefilm i dagtimerne kan nævnes ’Shrek den lykkelige’, ’Sådan træner du din drage’, ’Stardust’, ’Det Gyldne Kompas’ og ’Hugo’.

Årskavalkader og Peter Ingemann i Jerusalem
Foruden mange film byder TV 2 i julen på årskavalkaden ’TV 2 017: De kongelige øjeblikke’, der sendes mandag 18. december og har Natasja Crone og Morten Ankerdal som værter, og ’TV 2 017: De største øjeblikke’ 30. december med værterne Cecilie Frøkjær, Cecilie Beck og Mikkel Beha Erichsen.

TV 2 sender også nye afsnit af de populære underholdningsprogrammer ’Klipfiskerne’ samt en ny udgave af ’Størst’, hvor Peter Ingemann er taget på juleeventyr til bl.a. Jerusalem-området for at gå i Jesu fodspor.

I juledagene sender TV 2 også et nyt og anderledes afsnit af ’Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’, hvor værterne Sara og Christian går ”fra ejer til lejer” og er på jagt efter lejeboliger på det udfordrende lejeboligmarked.

Nytår i musikkens og filmens tegn
Nytårsdagene på TV 2 står i underholdningens tegn – med masser af musik og med en stor filmpremiere 1. januar.

Efter Jan Gintbergs comedy-show ’Det Store Spørgsmål’ står TV 2s nytårsaften helt og aldeles i musikkens tegn, og den indledes med koncerten ’Moonshine’ i Aalborg med Kim Larsen & Kjukken.

Efter nytårsklokkerne sender TV 2 den nye koncert ’Nytårsplaylisten’ fra Musikkens Hus i Aalborg, hvor du kan skyde 2018 i gang sammen med bl.a. Medina, Burhan G, Mads Langer, Gulddreng, Nabiha, Carpark North, Karl William, Xander og Infernal.

Natten fortsætter med koncerter med henholdsvis rockgruppen TV-2, Lukas Graham, Nik & Jay samt Sanne Salomonsen.

Årets største tv-dag
Nytårsdag – dagens med årets største tv-sening – indleder TV 2 aftenen med solid dækning af ’Statsministerens nytårstale’ og med nyhedsudsendelser. Efter ’Klipfiskerne’ byder TV 2 på dansk tv-premiere på James Bond-filmen ’Spectre’ med danske Jesper Christensen i rollen som Mr. White.

En kryptisk besked sender den britiske agent James Bond (Daniel Craig) på en hemmelig mission til Mexico City og videre til Rom, hvor han møder den smukke og dragende enke Lucia Sciarra. Her infiltrerer Bond et hemmeligt møde, der bringer ham på sporet af den lyssky organisation Spectre. Samtidig kæmper hans chef M (Ralph Fiennes) mod politiske kræfter i London, der er kritiske over for Bond, og som vil nedlægge MI6.

For at komme videre med sagen opsporer Bond sin gamle ærkefjende Mr. Whites datter, der kan være nøglen til at afsløre Spectre. Efterhånden som Bond opklarer mere og mere af den grusomme sandhed, opdager han, at den mudrede sag trækker tråde til hans egen fortid.

Læs mere herunder om jule- og nytårsdagene på TV 2s nichekanaler, hvor TV 2 CHARLIE f.eks. byder på koncerter nytårsaften, og hvor TV 2 ZULU 1. januar har tv-premiere på flere comedyshows, bl.a. Mick Øgendahls ’FEST’.

Kilde: TV 2

Få 12 måneder til 8 måneders pris - Spar over 33% rabat på årsabonnement! SkyShowtimeAnnonce

I samme kategori

Back to top button