Island – Danmark på CANAL9

| tirsdag 31. maj, 2011 14:13 | opdateret 06. jun, 2011 kl. 11:53 | 0 Kommentarer

Bendtner, Eriksen og co. kan komme fra asken til ilden på vulkanøen, hvis det danske landshold ikke vinder den vigtige kamp om kvalifikation til næste års EM-slutrunde. CANAL9-ekspert, Stig Tøfting, efterlyser en ekstra angriber på banen i et opgør, der skal vindes. Stig Tøfting og Niels Christian Frederiksen kommenterer, mens Michael Gravgaard og Erik Rasmussen styrer slagets gang fra studiet.

Det danske landshold har normalt et godt tag på islændingene, men lørdagens EM-kvalifikationskamp kan meget vel blive en vanskelig opgave for Morten Olsens udvalgte. Da de to mandskaber mødtes sidst, september 2010 i Parken, blev det til en spinkel dansk 1-0 sejr på mål af Thomas Kahlenberg i overtiden.

Det danske landshold er i skarp konkurrence med Norge og Portugal om adgang til næste års EM-slutrunde, så det er i princippet kun en sejr, der tæller, hvis de danske drenge skal bevare optimismen.

Tøfting: “Brug Junker”.

For CANAL9’s ekspert-kommentator, Stig Tøfting, er der ikke råd til pointtab, hvis Morten Olsens mandskab skal gøre sig forhåbninger om næste års EM-slutrunde. Den tidligere landsholdsspiller efterlyser offensivt spil fra det danske hold – og gerne en ekstra angriber på banen.

“Kampen mod Island SKAL vindes, og Morten Olsen bør overveje at spille med Mads Junker. Hvis Mads Junker fik lov at spille sammen med Bendtner, kunne jeg godt forestille mig, at det kunne blive Mads Junkers aften. Ikke som angriber ved siden af Bendtner, men jeg kunne godt se ham i den rolle, som Jon Dahl har haft i mange år under Morten Olsen”, udtaler Stig Tøfting.

CANAL9
Lørdag den 4/6 kl. 20:00 EM-kvalifikation: Island – Danmark
– direkte fra Laugardalsvöllur, Reykjavik
Vært: Michael Gravgaard
Kommentatorer:  Stig Tøfting og Niels Christian Frederiksen

Der kan også købes adgang til kampen via TV 2 Sputnik

Kilde: Canal9 presse

Del på:

Tags:

Gemt under:: TV-Nyt