Historien om CD’en – 35 år siden den første cd blev trykt på Philips’ fabrik i tyske Hannover

| torsdag 10. aug, 2017 11:34 | 1 kommentar
CD Hullet

CD’ens historie: Philips valgte hullet størrelse i midten. Det svarer nemlig til størrelsen på en hollandsk 10 cent, som på hollandsk hedder en »dubbeltje«.

Det kunne lyde som ingredienserne til et kup med Olsen Banden: En hollandsk 10 cent mønt, en japansk skjortelomme og Beethovens 9. Symfoni.

3 ingredienser som har været med til at præge én af de største, teknologiske succeser: Cd’en. 17. august i år er det 35 år siden den første cd blev trykt på Philips’ fabrik i tyske Hannover: ABBA’s The Visitor; den svenske gruppes sidste studiealbum. Et album som knapt et år før – 30. november 1981 – var lanceret på vinyl.

Det er også en historie, som handler om, at der hele tiden sker en teknologisk udvikling. Forhistorien er, at Philips i 1963 lancerede kassettebåndet, som blev en formidabel succes. Men Philips tænkte videre og da den digitale teknik var kommet til, viste et rundspørge, at forbrugerne godt ville have musikken med sig på en mere handy måde.

Og sådan gik det til, at cd’en afløste kassettebåndet, hvor pladeselskaberne udgav det sidste album i 2003. Og cd’en blev senere afløst af mp3 og i dag har streamingtjenester på den nærmest gjort det af med cd’en, der ellers med et salg på over 2,5 milliarder eksemplarer er én af de største teknologiske succeser – og det første markante skridt fra den analoge til den digitale tidalder!

Var ved at opgive
Philips viste den første prototype på en cd-afspiller i slutningen af 1978. Den benyttede infrarød laser. Men hollænderne var godt klar over, at for at få udbredelse og dermed kommerciel succes, var det nødvendigt at samarbejde med andre, og i 1979 tog Philips til Japan for at vise den for Sony.

Japanerne, der er kendt for stenansigter, kommenterede ikke sagen og hollænderne var noget slukørede – men da Philips’ leder af udviklingen, Joop Sinjou, var ved at pakke for hjemrejsen, ringede telefonen på hotelværelset. Sony’s præsident Morita gav tilsagn om, at selskabet ville samarbejde med Philips om at videreudvikle og få skabt en standard. Philips gav til gengæld en åben licens til industrien, så andre producenter kunne være med.

Så gik det stærkt, og den første offentlige præsentation fandt sted i 1981, hvor dirigenten Herbert von Karajan fra Berliner Philharmonikerne blåstemplede den nye compact disc.

Størrelsen drillede
Det tog lidt tid at finde størrelsen på cd’en. Philips insisterede på, at den skulle være lille, så den kunne tages med, eksempelvis for at blive spillet i bilen.

Den første udgave fra Holland var 11,5 cm i diameter og med plads til én times musik. Imidlertid havde én af udviklerne hos Sony en favoritversion af Beethovens 9. Symfoni – dirigeret af Herbert von Karajan i en udgave, som er langsommere end normalt. Og den kunne ikke være på 11,5 cm.

Philips arbejdede videre og nåede frem til en forøgelse til 12 cm i diameter og plads til 73 minutter, så hele den langsomme udgave kunne være der. Senere har det været muligt at udvide til 77 minutter.

Japanerne havde også et tillægsønske, som passede fint med Philips’ intentioner: Cd’en skulle kunne være i en skjortelomme – og 12 cm passer i en japansk skjortelomme. Hollænderne i Philips valgte hullet størrelse i midten. Det svarer nemlig til størrelsen på en hollandsk 10 cent, som på hollandsk hedder en »dubbeltje«.

Og i Philips designcenter i Eindhoven sad englænderen Peter Doodson, som blev sat til at lave en æske til cd’en. Han tog inspiration fra kassettebåndets plastikæske, hvor der var plads til medie og en tryksag med informationer om indspilningen.

Ikke ukendt var den forrygende teknologi baseret på noget gammelt: Thomas Edison lancerede i 1877 en manuelt roterende cylinder dækket af et tyndt lag tin, hvor en nål indgraverede lydbølgerne. Og i 1889 fulgte Emil Berliner efter med den første flade plade. Philips kom i begyndelsen af 1970’erne med Laser Vision Systemet som så førte til den lille compact disc.

1. oktober 1982 viste Sony cd-afspilleren CDP-101, og en måned var Philips klar med CD100. Og i 1983 kom cd’en på markedet og fik en forrygende modtagelse af forbrugerne. Senere blev formaet videreudviklet til SACD, DVD og Blu-ray.

Kigger vi på de seneste tal fra musikbranchen, IFPI’s »Musikselskaber 2016«, så har cd’en været på konstant nedtur fra 44 % af markedet i Danmark i 2012 til 6,3 % i 2016, mens streaming har sat sig på 80 % i 2016. Men pudsigt nok er salget af vinylplader i 2012-2016 steget fra 1 % til 5 % – så det kan jo være cd’en på et tidspunk gør comeback …

Kilde: Philips Audio/Gibson Innovations presse

Del på:

Tags:

Gemt under:: Branche-Nyt

Kommentarer (1)

  1. Per M siger:

    Hvis folk har interesse i billede og lyd historie, så findes der en rigtig interessant kanal på Youtube der hedder Techmoan, som tilhører en Brite der er en ret stor teknik nørd.
    Bla. fremskaffer alle muglige former for gammel teknik inde for både billede og lyd, hvor han reparerer disse gamle apparater og får dem til at virke igen og giver folk et indblik i teknologien.

    https://www.youtube.com/user/Techmoan/featured

Skriv et svar