Arkiverede Tests

Hinke HT0415Vi PVR

Udvalget af bokse med indbygget PVR mulighed har været begrænset på det danske marked. Nu er danske Hinke klar med et bud på en sådan PVR boks, der både er egnet til de ukodede kanaler og betalings-tv kanalerne fra Boxer. Modellen HT0415Vi kan, udover at vise digitale antenne-tv kanaler, også optage programmer i samme billedkvalitet, som de udsendes i, enten på en intern harddisk eller en ekstern. HT0415Vi distribueres af Hinke. De har været så venlige at stille et eksemplar til rådighed i forbindelse med denne anmeldelse.

hinke 415 intro

Producent: Hinke
Distributør: Hinke
Vejledende udsalgspris: 3499 kr. i butikkerne uden tegning af Boxer abonnement
Sammenlign priser på Hinke HT0415Vi PVR

 

Set Top Box’en

Hinke HT0415Vi er rent visuelt en ganske anonym boks. Den vinder bestemt ikke nogen designpris. Den måler (b x d x h): 263 x 205 x 64 mm.

Designet er i sort plastik og boksen er helt uden display. Kun en lille diode i fronten indikerer om boksen er tændt eller i standby.

Boksen har intern kortlæser til betalings-tv fra Boxer, dog ikke HDTV betalings-tv kanaler. Boksen virker også uden kort til de ukodede kanaler på DVB-T nettet inkl. DR HD

Boksen kan, heldigvis designet taget i betragtning, vil nogle måske mene, placeres i et skab, og via den medfølgende IR extender stadig betjenes med fjernbetjeningen.

På bagsiden af boksen tilbydes følgende tilslutninger:

  • Strømforsyning 12V
  • TV scart
  • HDMI udgang
  • Digital lydudgang coaxial
  • analoge lydudgange
  • USB tilslutning (Kun til servicebrug)
  • eSATA tilslutning (ekstern harddisk mulighed)
  • IR sensor tilslutning
  • LAN tilslutning (ikke aktiv)
  • RF indgang til antenne-tv signal
  • RF udgang med gennemsløjfning og mulighed for at sende tv-signal fra boksen ud på en RF kanal.
  • 2,5″ harddisk dæksel

Det er sjældent, at man ser RF udgang i bokse nu og dage, men det er altså muligt med denne boks at sende tv-signalet ud på en UHF kanal.

Har du videresløjfning med antennekabel til f. eks. soveværelset, så kan du således se boksens tv-signal på dit tv der.

Det følger med i pakken:

  • 1 x Hinke HT0415Vi
  • 1 x 12 v strømadapter
  • 1 x Fjernbetjening med batterier
  • 1 x IR kabel
  • 1 x Scartkabel
  • 1 x dansk og svensk manual

Boksen bruger i standby under 1 watt og omkring 11 under brug.

Ibrugtagning

Boksen er ganske enkel at tage i brug. Der vises en velkomstmenu med valg af sprog, tv-format. Der er mulighed for aktiv 5V forstærkning via boksen, såfremt du har en aktiv digital antenne, der har brug for dette. Herefter er det blot at afvente, mens boksen søger kanaler, hvorefter du er klar til at se tv.

Kanalerne gemmes i en ganske logisk rækkefølge, i forhold til at placere de ukodede DR og TV2 kanaler først. Der er mulighed for at lave op til 6 favoritlister, og der er desuden mulighed for at vælge en kanalliste med gratiskanaler samt naturligvis en samlet liste med alle kanaler.

HDMI udgangen er der mulighed for at opsætte til 720×576, 1280×720 og 1920×1080 eller auto. Bedst skarphed opnås oftest med opskalering til 1920×1080 også for almindelig SD kanaler.

Betjening

Boksen virker hurtig og ubesværet. Du skal kun vente få sekunder på, at den er klar til brug. Det er flot, og skarp kontrast med den tunge Sagem boks til Boxer, der bruger lang tid på at blive klar, såfremt den har været afbrudt fra strømmen.

Brugerfladen er enkel og ukompliceret og betjeningen er ganske logisk. Et enkelt klik på info knappen på fjernbetjeningen viser titel på nuværende og næste program på den aktuelle kanal. Trykkes der endnu engang, kommer der yderligere information om det aktuelle eller kommende program.

EPG delen er af Boxer navigator typen. Det er en velfungerende EPG, og det er et plus, at man i et mindre billede kanfølge den udsendelse, man aktuelt ser. EPG’en åbner også mulighed for at filtrere på programkategorier, men det virker kun i begrænset omfang, hvilket skyldes EPG informationerne, der er tilgængelige og ikke boksen.

Tekst-tv delen fungerer rigtigt godt. Der kan være ventetid af og til, men oftest er siderne der med det samme.

Fjernbetjeningen

Fjernbetjeningen, der benytter AAA batterier, er ganske fornuftig. Placering af knapper er logisk nok, og der er mulighed for at programmere 4 knapper på den til betjening af andet udstyr. Programmeringen sker ved at pege fjernbetjeningen mod den fjernbetjening, der skal læres kode fra.

PVR funktionalitet

Hinke HT0415Vi er en PVR boks, og placeret i boksen er en 2,5″ udtagelig 250 GB harddisk. Det ses ikke så ofte, men kan naturligvis være praktisk, såfremt man vil arkivere på harddisk, der jo har en fornuftig pris. Jeg finder det ganske rart, at harddisken er placeret inde i boksen. Også når det nu alligevel ikke er muligt at overføre indhold fra den til f. eks. en PC.

Ydermere tilbyder Hinke også mulighed for optagelser på en ekstern harddisk gennem boksens eSata stik. I menuen på boksen kan der vælges mellem at optage på den interne, den eksterne harddisk eller indstillingen auto. Ved auto vælges den eksterne, såfremt en sådan er tilsluttet, ellers benyttes den interne. Jeg havde i denne test lejlighed til at prøve både den interne harddisk, og testede også en ekstern Medion 500 gb uden problemer.

Boksen tilbyder følgende PVR funktioner:

  • Tidsforskyde en igangværende udsendelse med mulighed for at arkivere denne.
  • Optage en udsendelse enten manuelt eller via den elektroniske programguide
  • Afspille en optaget udsendelse
  • Du kan se ét program og samtidig optage et andet på harddisken, også selvom de begge er betalingsprogrammer og bruger samme kort.

PVR funktionen har følgende begrænsninger:

  • Programmerne ligger kodet på harddisken, og kan kun afspilles igen af den samme modtager. Boxer kræver at optagelser skal være kodede og kun kunne afspilles gennem den samme modtager.
  • Man kan kun optage ét program ad gangen.
  • Man kan ikke optage et program og samtidig sætte et andet program på pause.
  • Der er endnu ingen funktioner til andre multimedie funktioner fra harddisken, såsom afspilning af musik eller visning af billeder.
  • Redigering af optagelser ikke mulig.

Man savner en mulighed for at fastsætte en tidsmargin i forbindelse med optagelser. Det kunne have været rart med 5 minutter ekstra automatisk på alle optagelser foretaget via EPG, men man kan selvfølgelig manuelt tilføje det i timerindstillingerne.

Optagelserne er der direkte adgang til via knap på fjernbetjeningen. Der kan sorteres efter dato, kanal eller på optagelsens navn. Der er mulighed for at genoptage afspilningen af et optaget program, fra der du sidst sluttede.

Man savner muligheden for at afspille mp3 og billeder via USB eller den eksterne harddisk. En funktion der ellers ofte ses på PVR bokse.

Konklusion

Hinke HT0415Vi PVR koster en del. Man får dog en velfungerende boks, der gør det den lover godt. Betjeningen er logisk og enkel. Der er tænkt på mere end det grundlæggende med mulighed for via medfølgende ir øje at gemme boksen væk. Desuden kan nogle sikkert få glæde af muligheden for at levere boksens udgangssignal via koax kabel til f.eks. soveværelset.

Nok mangler der noget i forhold til f.eks. at kunne afspille musik og vise billeder, men boksen fra Hinke er god til det den skal, og de fleste efterspørger, nemlig at kunne optage programmer og pause et igangværende program. Jeg savner dog muligheden for at optage 2 ting samtidigt, ligesom det også trækker lidt ned, at man ikke kan pause en udsendelse, hvis man optager en anden. Også manglende buffer indstilling ved optagelser fra EPG er et minus. De fleksible muligheder omkring skift af intern harddisk og benyttelse af en ekstern harddisk skal roses.

Samlet set er HinkeHT0415Vi PVR nok bedste bud pt. på en Boxer godkendt boks med intern PVR funktion, med der er stadig plads til forbedringer. Så den kan slås af pinden.

Brugervenlig med overskuelig EPG
Fleksibel med flere muligheder i forhold til harddiske
Ganske god tekst-tv del

Kan ikke optage 2 ting på samme tid
Mangler tidsbuffer på optagelse / mulighed for redigering i timerindstillinger
Ingen multimedie (lyd/billedeafspilning) support via USB eller harddisk

>> Sammenlign priser på Hinke HT0415Vi PVR

I samme kategori

Back to top button