HDTV ikke så udbredt som forventet

| mandag 26. jul, 2010 10:13 | 0 Kommentarer

På trods af digitalisering og fladskærme i de fleste hjem og VM i fodbold så er HDTV revolutionen udeblevet. Det mener Claus Bretton-Meyer, adm. direktør for HD-kanalen TV 2 Sport.

"HD har ikke fået det boost, mange havde forventet. Det er gået signifikant langsommere end nogle i branchen havde sagt," siger han til Berlingske.

Ifølge de nyeste tal for Gallup kan 37,8 procent af befolkningen se DR HD. Omkring VM steg salget af fladskærme, ifølge TDC var der ligefrem tale om en tredobling. Alligevel blev VM ikke gennembruddet for HD-teknologien.

Claus Bretton-Meyer  tror ikke, at de mange køb af fladskærme er drevet af ønsket om HD. "Det er nok snarere motiveret af et ønske om at få en større skærm og det digitale signal", udtaler han. "Hr og Fru Hansen kan ikke forstå, at de ikke bare kan se HD-TV, når de nu har investeret i et TV, der er forberedt på teknologien"

Også hos DR kan man nikke genkendende til at HDTV ikke er lig med succes. DR HD viste 11 VM-kampe i HD-kvalitet men forventninger blev ikke mødt.

"Vi troede, at der ville være stor effekt under VM, fordi ved fodboldkampe og meget sport i det hele taget er der stor forskel på det traditionelle signal og HD-signalet. Man kan virkelig se forskel. Derfor var det vores forventning, at de fleste af de mennesker, der overhovedet havde mulighed for at se HD, ville vælge at gøre det. Men det har alle ikke gjort," siger Henrik Birck til berlingske, men understreger dog, at 204.000 danskere så kampen mellem Danmark og Japan på DR HD.

Kilde: Berlingske Tidende

Del på:

Tags: , ,

Gemt under:: Branche-Nyt