Branche-Nyt

Flot EM-start for TV 2

EM fodbold 2012 på TVHvis danskerne var tvivlende over for landsholdets muligheder ved EM, fik det dem ikke til at svigte Morten Olsens drenge, der åbnede EM med en sejr over de hollandske verdensstjerner. Halvanden million danskere så den hollandske tulipan visne, mens hele 1.849.000 var med, da der var flest foran skærmen. Det ekstraordinære ”EM-studie”-program efter kampen havde over 1,1 mio. seere.

– Det er både befriende og fantastisk. EM-feberen har været der, men jeg tror, at alle – også vi på TV 2|SPORTEN – har været meget spændte på, om Danmarks kunne klare sig mod de allerbedste. Det kunne de heldigvis, og så bliver sejren jo kun endnu mere fantastisk, når det trækker halvanden million danskere ind på TV 2 tidligt om aftenen på en lørdag. Det tegner rigtigt lovende for fortsættelsen, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

Sammenligner man tallene med VM i Sydafrika for to år siden, er de markant bedre. Dengang blev de tre gruppekampe mod Holland, Cameroun og Japan gennemsnitligt set af 1.403.000 danskere, mens åbningskampen mod Holland – der blev spillet klokken 13.30 – havde 971.000 seere. Kun den sidste gruppekamp mod Japan havde flere seere end lørdagens EM-triumf mod Holland.

Fortsættelsen for det danske landshold er på onsdag 13. juni kl. 18.00, hvor Daniel Agger, Michael Krohn-Dehli, Nicklas Bendtner og resten af de rød-hvide møder Portugal direkte på TV 2, som endnu en gang bliver hele Danmarks hjemmebane. TV 2 varmer op til kampen fra klokken 14.00 med dokumentaren ”Og det var Danmark” og med ”EM-studiet”.

Allerede inden denne kamp byder TV 2 på opgøret Frankrig-England og på arvefjendeopgøret mellem Polen og Rusland.

Også andre fodboldkampe på TV 2 og DR1 i EM-turneringens første dage vidner om stor interesse hos danskerne. Kampen i Danmarks gruppe mellem Tyskland og Portugal havde 878.000 seere i snit, mens det sydeuropæiske opgør mellem Italien og Spanien blev set af 977.000. Søndagens kamp mellem Kroatien og Irland blev set af 722.000.

Kilde: TV 2 presse

I samme kategori

Back to top button