Nyheder

Finanskrisen forfra – business as usual – DR kigger igen på finansverdenen

DR1_onair_logoSelv om flere ejendomsspekulanter gik konkurs med gæld i 100-millionklassen, har bankerne og realkreditinstitutterne ikke smækket kassen i for dem. Hvorfor blev spekulanterne hjulpet videre? Har finansverdenen ikke lært noget af krisen?

Disse spørgsmål rejser Anders Bech-Jessen i en ny dokumentarserie på DR1 ‘Finanskrisen forfra – business as usual’, som sendes første gang mandag den 12. januar klokken 20.45.

“Vi gav lån for 190 milliarder kroner op gennem nullerne, som vi ikke skulle have givet”, erkender direktør i bankernes brancheforening Finansrådet, Jørgen Horwitz i DR1’s nye programserie ‘Finanskrisen forfra – business as usual’. Men trods milliardtab og bankpakker fortsætter bankerne med at låne ud til ejendomsspekulanter.

Anders Bech-Jessen tager på rejse i den finansielle verden og forsøger at finde forklaringen på, hvorfor almindelige mennesker ofte får nej, når de ansøger om lån, mens ejendomsspekulanter får ja, selvom de allerede har kostet banker og realkreditinstitutter hundredvis af millioner.

Ny måde at formidle
Med fokus rettet på Anders Bech-Jessens opsøgende journalistiske arbejde i fire konkrete sager har DR valgt en anderledes måde at fortælle om sagerne i den nye dokumentarserie.

Dokumentarredaktøren på DR1, Anders Thomsen, siger:

“Vi har i ‘Finanskrisen forfra’ valgt en anderledes fortællestil i et forsøg på at formidle et meget kompliceret stof, men også en meget relevant historie, på den bedst mulige måde. Vi arbejder hele tiden med fortælleformerne i vores dokumentarer, for at brede stoffet bedst og mest muligt ud til seerne.”

Fire programmer – fire sager
Ejendomsspekulanter, der aldrig tidligere har givet interviews, afslører, hvordan realkreditinstitutter indirekte medvirker til, at der sendes millioner af kroner i skattely, hvordan banker siger ja til konefinten, og hvordan det er muligt at bytte “en pose lort” for et millionlån.

Fire kommende programmer sætter lup på Carsten Rise, der engang var blandt Danmarks 50 rigeste mænd, Patrick De Vela, der engang ejede en tredjedel af Parken, Kenneth Schwartz Thomsen, der er idømt fem års fængsel for skattesvig og Peter Gram Nielsen, der var den største kunde i EBH Bank, inden den gik konkurs.  Alle fire fik efter finanskrisen hjælp fra banker og kreditinstitutioner til nye projekter, og flere af dem er stadig meget aktive på ejendomsmarkedet.

‘Finanskrisen forfra – business as usual’ sendes i fire afsnit på DR1, første gang mandag den 12. januar klokken 20.45.

I samme kategori

Back to top button