Her er værterne ved børnenes MGP

| torsdag 06. feb, 2014 12:49 | opdateret 06. feb, 2014 kl. 13:12 | 0 Kommentarer

mgpvaerter_2014Martin Brygmann og Sofie Linde skal styre løjerne, når 10 hold seje piger og drenge fyrer deres musik af ved MGP 2014.

Det bliver skuespiller og musiker Martin Brygmann og DR-vært Sofie Linde, der guider seere, publikum og børn gennem årets største børnefest, når MGP fyrer op under Arena Fyn i Odense den 15. marts.

– Vi er utrolig glade for at kunne præsentere to værter, der både er garanter for fest, humor og musikalitet. Børnenes MGP bliver et brag af et show, siger DR-underholdningsredaktør Rasmus Ladefoged.

Martin Brygmann
Martin Brygmann er en yderst erfaren show-vært og har blandt andet været vært for ‘Zulu Comedy Galla’. Ud over sin vært- og skuespilkarriere, er han desuden en af Danmarks mest spillede komponister. Han blev for alvor kendt som komponist i 1997, da han hittede med ‘For kendt’ og ‘Rørvig’, som han skrev til tv-satireserien ‘Lex & Klatten’. Han står desuden bag hittene ‘Vent på mig’ og ‘En kort en lang’ fra filmen ‘En kort en lang’.

– Det er forsvindende få ting jeg glæder mig ligeså meget til, og selvom begejstringen, der til stadighed ikke har lagt sig, over at jeg skal være med til at lede slagets gang i den musikkonkurrence, der forener de to ting, der står mit hjerte allernærmest nemlig musik og børn, ikke får mig til at glemme, at der naturligvis findes dårlig musik og dumme børn, sidder jeg tilbage med en stærk fornemmelse af, at d.15.marts i Odense bliver en undtagelse, siger Martin Brygmann i én vejrtrækning.

Sofie Linde
Sofie Linde debuterede som tv-vært i 2009, hvor hun sammen med Mikkel Kryger styrede lege og løjer i ‘SommerSummarum’. De to var faste værter i fire sæsoner af det populære sommerferieprogram. Hun har siden lavet et væld af børneprogrammer. Blandt andet har hun været vært for Ultra-programmet ‘Fredagsfesten’, ‘Vi juler for fedt’ på DR1 og ‘Live fra Ramasjang’. Når Sofie byder velkommen til MGP i Arena Fyn vil det ikke være første gang. Allerede I 2009 var hun nemlig vært for det store musikshow – dengang sammen med Mikke Kryger.

– Da jeg var yngre, var MGP et af årets tv-højdepunkter for mig, fordi energien og amok-glæden i programmet tillader fest i stuen og skaber en uformel glæde ved andre børns talent og succes. Sådan får jeg det stadig, når jeg ser MGP, så det er en kæmpe fornøjelse at få lov at være med til at styre festen endnu en gang, siger Sofie Linde.

Børnenes MGP sendes live på DR1 den 15. marts klokken 20.

Kilde: DR

Del på:

Gemt under:: TV-Nyt, TV og Streaming Guide