TV-Nyt

EM håndbold på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

EM Håndbold TV 2 Stine Jørgensen
Foto: Scanpix / TV 2

EM håndbold starter på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY Så er det tid til et af årets helt store højdepunkter for alle håndbold-elskere – EM i håndbold for kvinder Søndag 4. december. Det danske landshold er helt klar, og TV 2s håndboldekspert Bent Nyegaard tror på, at holdet kommer langt.

For de danske kvinder bliver slutrunden skudt i gang mandag 5. december klokken 20.45 mod Montenegro.

Og der er noget at glæde sig til, for EM er en slutrunde, som har potentialet til at udvikle sig til en rigtig fest for de danske kvinder – og for alle danskere, der sætter pris på det hurtige og hårde spil.

På ”hjemmebane” i Malmø
Selvom det danske hold har oplevet modgang og har misset OL og derfor måske ikke bliver regnet blandt medaljefavoritterne, har holdet arbejdet hårdt og målrettet frem mod denne slutrunde. Og Danmark er i en pulje med hold, der burde være til at tale med.

Samtidig bliver Danmarks kampe spillet i Malmø, så landsholdet kan forvente masser af opbakning fra tilrejsende fans. Måske bliver det ”hjemmebanen” i Malmø, der kan give holdet det ekstra skub, der sikrer, at de kommer videre fra den indledende pulje?

Lille favorit til at vinde den indledende pulje
Danmark er i pulje med Montenegro, Ungarn og Tjekkiet, og Team Danmark og DHF har en målsætning om, at en 12.-plads er acceptabel. Den udmelding, synes TV 2s håndboldekspert Bent Nyegaard, er uambitiøs:

– Man har længe talt om, at Danmark fik en vanskelig lodtræning til EM, men jeg synes ikke, det ser ikke så slemt ud. Alle ved, at vi slår Tjekkiet, og i løbet af den sidste uge er det kommet frem, at Montenegro og Ungarn stiller med reservespækkede mandskaber. Det øger selvfølgelig Danmarks chancer, og der er ingen grund til den pessimisme, hvor man har været ude og sige, at en placering blandt de 12 bedste hold er ok, siger Bent Nyegaard og fortsætter:

– Jeg har en klar fornemmelse af, at Danmark har et landshold, der er i fremgang. Jeg anser det danske landshold for at være lille favorit til at vinde den indledende pulje.

Frisk og frejdig
Men en ting er selvfølgelig at komme videre fra sin pulje. Derfra er der langt til, at man står på sejrsskamlen med en medalje omkring halsen. Det kræver i dén grad styrke, aggressivitet og taktisk klogskab. Men også for den videre færd i turneringen er Bent Nyegaard optimist:

– I mellemrunden møder Danmark efter al sandsynlighed Rumænien, Norge og Rusland, og meget sværere bliver det selvfølgelig ikke. Men da alle de tre hold har været til OL, kan det godt betyde noget, at Danmarks hold kommer frisk og frejdigt mod spillere, der for ikke så længe tid siden har brugt to måneder og rigtigt meget energi på den største begivenhed i deres liv. Det giver håb om, at EM godt kan blive en positiv oplevelse for dansk kvindehåndbold, siger Bent Nyegaard.

Søndag 4. december
For de danske kvinder på landsholdet er EM kulminationen på en lang periode med forberedelser og hård træning. Klavs Bruun Jørgensen har brugt landsholdssamlingerne og træningskampene til at få sat sit præg på holdet, og nu skal de seje kvinder for alvor i ilden.

Med en del yngre spillere på holdet kan man godt sige, at EM er en slags ny begyndelse for holdet. Bent Nyegaard glæder sig til at se, hvordan det går med de nye kræfter:

– Jeg ser meget frem til de unges parade. For at nævne tre af dem, vi kalder de unge og de store piger: Mette Tranborg, Anne Mette Hansen og Line Haugsted. De er høje og fysisk stærke. Det er nogle af dem, som det bliver meget, meget spændende at følge. Og så er der selvfølgelig rutinen i form af Sandra Toft og Stine Jørgensen. Men EM kunne godt blive det store gennembrud for nogle af de unge spillere, siger Bent Nyegaard.

Samtlige EM-kampe på TV 2 PLAY
TV 2 har rettighederne alene til EM i håndbold i Sverige og dækker slutrunden massivt og med masser indsigt og begejstring. Alle Danmarks kampe bliver sendt direkte på TV 2, hvor Morten Ankerdal og Stine Bjerre Jørgensen er værter, tidligere landsholdsspiller Trine Nielsen og den tidligere landsholdstræner Jan Pytlick er eksperter i studiet, mens Thomas Kristensen og Bent Nyegaard kommenterer.

På TV 2 SPORT bliver der vist masser af de andre nationers kampe, blandt andet bliver hjemmeholdet Sverige fulgt tæt.

På TV 2 PLAY kan man se samtlige EM-kampe, så for dem, der vil have det hele med, er det oplagt med et abonnement her. Desuden er der masser af artikler, analyser og sidste nyt fra EM på em.tv2.dk. #tv2haandbold.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button