TV-Nyt

Efteråret 2016 på Kanal 5

Discovery Networks er klar med information om efterårets programmer på Kanal 5. Læs mere om dem herunder

Team Ninja Warrior Kanal 5

Team Ninja Warrior Danmark

Verdens vildeste forhindringsbane er tilbage. Og i år bliver det endnu vildere.

Når Danmarks sejeste mænd og kvinder i år kaster sig ud i banens forhindringer, kæmper de ikke kun for at overvinde banen. De kæmper også mod hinanden. Og de kæmper i skarp konkurrence mod udvalgte deltagere fra sidste års dyst.

Kanal 5 tager sidste efterårs bragende succes ”Danmarks Ninja Warrior Danmark” til nye højder, når verdens vildeste forhindringsbane vender tilbage – med et twist. I år kæmper deltagerne nemlig mod hinanden i hold bestående af tre personer – to mænd og en kvinde. Og det giver den i forvejen intense konkurrence på banen endnu mere nerve.

12 holdkaptajner, der alle prøvede kræfter med banens sværhedsgrad sidste år, har fået lov til at sætte deres egne hold. Derudover stiller 12 helt nye hold også op til at start. Alle er de toptrænede og tændte på at tage kampen op. Hold mod hold kæmper de mod hinanden i et benhårdt udskillelsesløb, så der til sidst blot står tre hold i den store finale.

Pelle Hvenegaard og Kian Fonoudi kommenterer kompetent deltagernes konkurrence på banen, mens en godt gravid Christiane Schaumburg-Müller sørger for at tage imod de deltagere, der skulle dumpe undervejs.

Team Ninja Warrior er en amerikansk videreudvikling af det originale japanske tv-fænomen ”Sasuke”. Team Ninja Warrior gik i januar første gang i luften i USA, og Danmark bliver det første land uden for USA, der får premiere på denne videreudvikling.

Fra 4. september

 

5 halveg 2016 kanal 5

5. HALVLEG

For tredje gang fløjter Carsten Bang en ny sæson af 5. HALVLEG i gang, og vanen tro fører værten selv an, når han udfordrer sine to holdkaptajner og deres gæster i alt lige fra cheerleading med et twist, undervandsrugby blandt hammerhajer til en dyst på den menneskelige curlingbane.

Komiker Jesper Juhl og tidligere cykelrytter Jesper Skibby er som altid holdkaptajner på henholdsvis rødt og blåt hold, og hver uge får de nyt følgeskab af Danmarks største sportsstjerner og sjoveste komikere, der er klar til at kaste sig ud i de gakkede og ganske utraditionelle sportsgrene, der foregår både i og uden for “5. halvleg-studiet”.

Kenneth Carlsen, Wafande, Brian Holm, Andreas Cornelius og skaterlegenden Rune Glifberg er bare nogle af de nye gæster, der denne gang har været forbi 5. HALVLEG’s omklædningsrum. Derudover bliver der også plads til en række ”gamle” kendinge som Rasmus Bjerg, Nicklas Bendtner, Signe Lindkvist samt de trofaste holdspillere Lise Baastrup, Uffe Holm og Nikolaj Stokholm.

Vært: Carsten Bang, holdkaptajner: Jesper Juhl og Jesper Skibby

Gæster fra sportens verden: Nicklas Bendtner, Kristina ”Mulle” Kristiansen, Nicki Bille, Andreas Cornelius, Rune Glifberg, Kenneth Carlsen, Nadia Nadim, Chris Christoffersen, Michelle Vesterby, Brian Holm og Rikke Møller

Øvrige gæster: Rasmus Botoft, Uffe Holm, Christian Fuhlendorff, Nikolaj Stokholm, Signe Lindkvist, Anders Breinholt, Rasmus Bjerg, Nikolaj Kopernikus, Lise Baastrup, Wafande, Lasse Rimmer og Lars Brygmann

Familien Magnussen Kanal 5 2016

Familien Magnussen

’Familien Magnussen’ er historien om en familie med ét stort fælles hjerte, der banker for motorsport. Det er historien om sammenhold og fælles drømme, for i familien Magnussen kan  ingen undværes, når en hektisk kalender med op mod 300 rejsedage om året skal gå op med børn og dagligdag.

For første gang nogensinde inviterer Jan Magnussen og hustruen Christina ’Chrisser’ Magnussen nu et tv-hold med bag kulisserne og giver seerne et helt unikt indblik i livet omkring en racerkører. Kanal 5 har helt eksklusivt fået lov til at følge med på tætteste hold, både når Jan er på arbejde for Corvette Racing i USA, og når han kæmper for sit eget spirende motorsportsprojekt. Det er Jan, som konstant jagter resultater på verdens racerbaner, mens Chrisser knokler for at holde hus, børn, hund og kat derhjemme. Det er fortællingen om en familie, som har viet deres liv til motorsport på topplan.

Jan Magnussen er en af verdens mest vindende racerkørere. Han tog sit første verdensmesterskab som 14-årig, og siden har han kørt alt fra Formel 1 til Le Mans og vundet fire sejre i det berømte 24-timersløb. Christina ‘Chrisser’ Magnussen er designer, fotograf, mor og selvstændig med succesfuld webshop, der forhandler motorsports-merchandise. Sammen med børn, fædre, svigermødre, søskende, barndomsvenner, mødre, naboer og stedfædre er alle med, hvad enten Jan kæmper på de amerikanske racerbaner for Corvette Racing eller på de danske baner for sit eget team, Magnussen Racing Experience.

Og familien holder sammen – i medgang og modgang. For ingenting kommer let, og slet ikke motorsport, hvor succes både måles i sejre og i sponsorindtægter. Familien Magnussen er netop en familie, som har kæmpet sig frem på vilje og talent. Som med hårdt arbejde, hjerteblod og imponerende passion har skabt fundamentet for drømmen om et professionelt motorsportsteam, der ikke kun kan vise resultater på de danske racerbaner, men også internationalt.

Premieredato ikke fastlagt

 

FBI’s danske mordmysterier

Kanal 5 genåbner en række sager om mystiske dødsfald i Danmark– og har til formålet hentet erfarne kræfter fra FBI til landet.

Hvert år lukker politiet 2000 sager om dødsfald som enten ulykker eller selvmord. I enkelte tilfælde er dødsfaldene dog omgærdet af så megen mystik, at de efterladte frygter, der ligger en anden og langt uhyggeligere forklaring til grund. Familierne frygter, politiet har taget fejl. De frygter, der kan gå en morder rundt iblandt os. Og de ønsker mere end noget andet en endelig afklaring. De vil vide, hvad der egentlig er sket.

Det forsøger den tidligere FBI-agent, seniorefterforsker Mark Safarik og hans danske makker, tidligere efterforsker ved Rejseholdet og Europol, Jan Jarlbæk, at finde ud af. Sammen genåbner efterforskningsteamet sagerne om blandt andre den 29-årige Stanley, der blev fundet død med utallige knivstik på sit badeværelse i 2008; og om den 39-årige René, der var involveret i Danmarks daværende største narkosag, og som ifølge politiet havde begået selvmord ved at springe ud fra sin lejlighed på første sal.

Mark Safarik og Jan Jarlbæk går alle sagsakter, obduktionsrapporter, undersøgelser og konklusioner efter i sømmene for at hjælpe familierne til en endelig afklaring. Var det en ulykke, et selvmord – eller noget helt tredje?

Premiere 7. september

 

Svindlerjagt

Bedrageri, snyd, fusk og humbug. Ordene for svindel er mange – det samme er måderne, der svindles på. Hvordan det foregår, undersøger Kanal 5 i ny, afslørende reportageserie.

Hver dag bliver der svindlet i stor stil omkring os lige fra højt organiseret bedrageri til – bogstaveligt talt – svindel på gadeplan. I ”Svindlerjagt” kaster journalist Sverre Quist sig ud i at afsløre de svindlere, vi alle kan risikere at møde i vores hverdag. Nogle lægger udspekulerede fælder på nettet. Andre lokker med guld og grønne skove. Og atter andre gemmer sig bag falske identiteter, stjæler kreditkort og handler med dem.

I hvert program sætter Kanal 5 fokus på et nyt område, hvor svindlere har kronede dage. Sverre Quist afslører ikke blot, hvordan svindlen foregår. Han igangsætter også en række eksperimenter, hvor han undersøger, hvor let det egentlig er at lokke folk i en svindel-fælde.

Se med, når Sverre Quist krydser klinger med hverdagens svindlere – og bliv lidt klogere på, hvad du skal være opmærksom på i hverdagen. For svindlernes slaraffenland kan være din virkelighed.

Premieredato ikke fastlagt

 

Helikopterpiloterne

Kom helt tæt på dramatiske redningsopgaver, når Kanal 5 stiger til vejrs med Forsvarets helikopterpiloter.

De arbejder i en verden, hvor hver eneste beslutning kan betyde liv eller død for andre – og for dem selv. De er øjnene fra oven. De er med, når børn eftersøges; når personer forsvinder til havs; når store officielle begivenheder finder sted; og når potentielle gerningsmænd jages. De er Forsvarets helikopterpiloter. De er altid klar til at rykke ud. Og Kanal 5 er med, hvor det sker – og mens det sker.

Via en unik adgang til Forsvarets SAR-tjenester (Search & Rescue) og til mandskabet på både Karup- og Roskildebasen er Kanal 5 med i frontlinjen, når de toptrænede piloter, teknikere og læger starter rotorerne for at redde menneskeliv til lands og til vands – fra luften.

Premieredato ikke fastlagt

 

Politijagt

Højpotent politireportage, når det er bedst. Kanal 5 er med, når færdselspolitiet stopper tankeløse bilister på de danske lande- og motorveje.

For 15. sæson i træk følger Kanal 5 færdselspolitiets jagt på hensynsløse trafikanter i den succesrige reportageserie ”Politijagt”. Fart er den største dræber i trafikken herhjemme, og det forsøger Vlado og de øvrige færdselsbetjente at bekæmpe.

I denne sæson er færdselsbetjenten Henrik rejst fra Midt- og Vestsjællands Politi til England for at udveksle erfaringer med sine britiske kolleger. Vlado, Peter og Jørgen har som altid gang i de blå blink i deres respektive politikredse, og derudover følger vi som noget helt nyt også færdselsbetjenten Lotte og hendes jagt på fartsyndere i det nordsjællandske.

Premiere 7. september

 

Efterårets film og serier på Kanal 5

På Kanal 5 har vi sørget for at sammensætte en tre-retters seriemenu med tre nyheder. Forretten er en spin-off af den globale succes-serie CSI, ’CSI Cyber’. Derefter serveres ’Limitless’, hvor hjernens muligheder bliver optimeret med en enkelt pille. ’Limitless’ er en opfølgning af filmen med samme navn med Bradley Cooper, der også medvirker i serien. Til den søde tand har vi den prisvindende komedieserie ’Black-ish’, hvor den altid humørspredende Anthony Anderson sammen med Laurence Fishburne (The Matrix), sørger for den gode stemning.

Efterårets filmplakat består blandt andet af ’The Last Stand’, hvor actionhelten Arnold Schwarzenegger og Johnny Knoxville, amatørstuntmanden fra Jackass, leverer action. Derudover vises adventure-filmen ’Divergent’, hvor heltinden Tris står over for skurken Jeanine, der spilles af Kate Winslet.

I samme kategori

Back to top button