Linux TV Bokse

Dreambox DM 7020 HD

Dreambox 7020 HD er seneste boks fra Dream Multimedia, der byder på 2 valgfrie tuner slots, så du kan modtage både DVB-S2, DVB-C og DVB-T signaler. Read this review in English at www.linux-tv.com

Teknik, design og tilslutningsmuligheder

DM 7020 HD er en twin tuner linux modtager, der som standard leveres med 1 stk. DVB-S2 tuner og 1 stk. kombineret DVB-T/C tuner. Men eftersom der er tale om udskiftbare tuner moduler, så har du mulighed for enkelt at skifte til f.eks. 2 x DVB-S2 eller 2 x DVB-C eller T.

Ganske vist har du tidligere kunne få twin tuner support også i forhold til DVB-C og T på DM 8000, men denne kom jo også med 2 fastmonterede DVB-S2 tunere, så den nye DM 7020 HD er et mere oplagt valgt, såfremt du vil anvende den til andet end satellit-tv.

Desværre tilbyder Dream Multimedia endnu ikke en DVB-T2 tuner enhed, men når de måtte komme med en sådan, kan den takket være plug and play tuner systemet enkelt monteres. Det er også praktisk med 2 udskiftbare tunere, da det giver gode muligheder for at benytte samme boks, såfremt man f.eks. skifter signaltype i forbindelse med en flytning.

Designet er i det velkendte Dreambox look i blank sort med den kurvende sølvstribe på fronten, der også byder på et flot OLED display, der i modsætning til displayet på DM 8000 modellens gule udgave er i hvid. Det er tydeligt selv på længere afstand og oplyser f.eks. om kanalnavn og tid. Men indholdet kan afhænge af det skin, du vælger at installere på boksen. Fronten af boksen har også et blå diodelys. Med den nyeste software kan du i øvrigt konfigurere dennes funktionalitet efter eget ønske. Den fysiske størrelse på DM7020 HD er 372 mm x 232 mm x 75 mm.

Åbner vi fronten så finder vi 2 CI porte samt 2 kortlæsere (Dreamcrypt som standard) og 1 x USB tilslutning.

På bagsiden finder vi:

  • 2 x USB 2.0 porte
  • 1 x mini-USB port (Dreamup opdatering)
  • HDMI udgang
  • 1 x Scart tilslutning
  • 10/100 Mbit Ethernet port
  • Komposite video ud
  • Analog lyd ud
  • Optisk lyd ud
  • Modem tilslutning
  • eSATA for ekstern harddisk. Det er desuden muligt at montere en 3.5″ intern SATA harddisk i boksen.

Der er altså ingen komponent video udgang på DM 7020 HD, men denne savnes måske heller ikke så meget af de fleste længere. Dream Multimedia har også droppet den gamle RS 232 port til software opdatering til fordel for en mini usb port. Den nemmeste måde at opdatere på er dog via netværk.

DM 7020 HD leveres med:

  • Udførlig manual på engelsk og tysk
  • Skruer og gummiringe til montering af intern harddisk
  • Fjernbetjening med 2 x AA batterier
  • HDMI kabel
  • Strømkabel
  • WLAN USB stick

Selv om DM 7020 HD altså ikke har indbygget WLAN ligesom DM 8000, så er der WLAN medfølgende som standard med enkelt tilslutning via USB. Hastigheden på den medfølgende USB WLAN stick er 300 Mbps, såfremt du ellers har et trådløs netværk, der kan levere dette.

Inde i DM 7020 HD er der en 400Mhz BCM7405 CPU og 1 GB flash memory, hvilket gør den ganske fremtidssikret også i forhold til features som f.eks. HBB TV.

Strømforbrug måler jeg til  26W i brug med harddisk installeret / 0,8 W deep standby

Ny fjernbetjening

Selv om meget andet ligner sig selv designmæssigt på DM 7020 HD, så er der lidt nyt design på den medfølgende fjernbetjening. Den nye fjernbetjening er ikke helt i samme form, som den ellers faste velkendte model fra Dream Multimedia, men den føles faktisk bedre. Der er desuden mulighed for at programmere den til at styre dit tv, så du kan nøjes med en fjernbetjening til det meste.

Er du vant til at bruge Dream Multimedia fjernbetjening, så er omvæltningen ikke så stor, for knaplayoutet ligner meget det samme velkendte. Det er den nye DM 7020 HD fjernbetjening til højre.

Installation og daglig brug

DM 7020 HD kommer naturligvis med præinstalleret Enigma 2 software, der er den nye version 3.2 og som virker ganske stabil. Boksen booter på omring 71 sekunder, hvilket er hurtigere end DM 8000, men ikke helt så hurtig som Clarke Tech ET-9000.

Opsætning sker med den velkendte og velfungerende opsætningsguide, hvor du vælger sprog, signal udgangstype, input signaler med mere. Opsætning i forhold til både satellit, kabel og terrestrisk tv fungerer fint, og der er support for alle DiSEqC typer, Unicable, USALS, og også mulighed for 5 volt aktiv forstærkning til DVB-T antenner.

Jeg har testet med DVB-S2 signal fra 1 vest, 19,2 øst samt 28,2 øst samt kabel-tv signal fra Stofa og terrestrisk med Boxer TV.

Kodede kanaler kræver umiddelbart at du benytter cams. De indbyggede kortlæsere kræver softcam software for at komme til nytte og det er jo som bekendt ikke noget DIGITALT.TV kan gå yderligere ind i.

I forhold til Canal Digital kanaler på 1 grad vest, så havde DM7020 HD, da jeg modtog den et problem i forhold til visse DVB-S2 transpondere (de der sender med SR 30000 og stor datamængde). Det ramte f.eks. Animal Planet HD og flere andre HD kanaler og er åbenbart et fast begynder problem med den nye Linux bokse. VU+ Uno boksen døjede også med dette, men det blev rettet efter få dage. Update: fejlen skulle være rettet i seneste software/driver 3.2.1 fra Dream Multimedia, men kun i forhold til softcam og ikke ved brug med Conax cam, hvilket er det eneste jeg har testet.

Stofa kabel-tv signal installerer du nemmest ved at lave en netværkssøgning på 346 frekvensen. Så finder boksen hurtigt de tilgængelige kanaler. YouSee signal har jeg ikke haft mulighed for at teste med boksen.

I forhold til Boxer så skal man nok ikke forvente at kunne komme til at modtage Boxer’s HDTV kanaler fra 1/4 2012 på denne boks, eftersom der dels ikke er DVB-T2 tuner, og den ikke er CI+ godkendt.

Velkendte Enigma2 dyder men også nyt

Ellers ligner betjeningen og funktionaliteten meget det velkendte fra de seneste Dreambox modeller. Nyt er, at der nu fremtræder en FTA kategori i kanallisten, hvilket hurtigt giver et overblik over ukodede kanaler.

En anden nyhed er, at der nu er blindscan funktionalitet inkluderet. Dermed har du således mulighed for at gå på detektivjagt efter midlertidige satellitfeeds, og det kan være ganske interessant. Funktionen findes ved at gå ind under manuel søgning, og så vælge blindscan som søgemetode. Jeg kunne dog godt i forhold blindscan have ønsket mig, at man have mulighed for at definere et symbolrate område for søgninger, men man må nøjes med at kunne begrænset frekvensområdet for scanningerne.

Vælg selv din brugeroverflade

Noget af det første jeg altid gør er som regel at ændre skin, altså udseende, på den grafiske brugeroverflade på skærmen. Der er et flot loader billede på skærmen når du starter DM 7020 HD’eren op, men standardudseendet på selve brugeroverfladen inde i menuerne ser lidt gammeldags ud. Der er en lang række skins at vælge imellem, så man frit kan finde sin personlige favorit.

Kanalskifte sker med fin hastighed og billedkvaliteten synes også umiddelbart bedre out of the box, i hvert fald i forhold til Dream Multimedia’s noget ældre modeller. Du har naturligvis stadig mulighed for at justere billedegenskaberne og hente plugin til at styre, hvilken opløsning kanaler skal udsendes i, så du f.eks. kan vælge om boksen skal opskalere SD signaler.

Jeg var lidt nysgerrig i forhold til billede i billede funktionen på DM 7020 HD. På DM 8000 er der mulighed for billede i billede, eller PiP som det også kaldes, med både SD og HD kanaler. Det har jeg ikke oplevet som værende muligt på andre Linux bokse, jeg har testet, og det samme gælder DM 7020’eren. PiP virker kun med SD kanaler, i hvert fald med det officielle image, som den leveres med. Det er muligt, at der kan komme 3. parts images med i hvert fald enkelt billeder på HD kanaler, for det er set på flere andre bokse.

Installation af tunermodul

TV Radio Shoppen har til mit testeksemplar også vedlagt et DVB-S2 tuner modul, så jeg har mulighed for at teste DM 7020 HD som en twin DVB-S2 tuner modtager. Udskiftningen af DVB-C/T tuner enheden er ganske simpel. Naturligvis skal der ikke være strøm på boksen, inden du går i gang, men ellers er det blot at afmontere coveret på boksen.

Herinde ser du tydeligt de to monterede tuner, og så er det bare at liste tunerkortet ud af soklen og montere et andet. Der skal ikke til at rodes med små skruer eller noget inde i boksen, og det er rart. Efter du har påmonteret coveret igen, starter du så blot boksen op igen og konfigurerer den nye tuner.

PVR installation og brug

DM 7020 HD kan fint benyttes uden harddisk, men ønsker du at udnytte boksens mulighed for at optage og pause tv, så kan du enkelt gøre dette ved at installere en intern SATA harddisk eller alternativ tilslutte en ekstern eSata harddisk.

Installationen af intern harddisk er gjort ganske simpel af Dream Multimedia. Du skal naturligvis have coveret af, men derefter er det blot at montere de 4 gummiringe i skruehullerne på harddiskbeslaget i midten af boksen, og derefter skubbe harddisken på plads i de formonterede stik til strøm og data og derefter skrue skuerne i.

Har du 2 tunere kan du helt frit optage flere ting på samme tid enten som EPG eller manuelle optagelser med timer eller via rec knappen. Du kan også optage flere ting samtidigt på samme tunerenhed, men så skal kanalerne sende på same frekvens.

Vil du have fuld EPG på Canal Digital kanaler, skal du sætte boksen på en kanal på transponderen 10.872 V. Det kan du også automatisere boksen til selv at gøre f.eks. dagligt med EPG Refresh plugin’et, som kan hentes gratis til boksen. Fuld Freesat EPG er ikke muligt direkte med standard image fra Dream Multimedia, men plejer at dukke op i alternative images.

Dreambox 7020 HD tilbyder naturligvis også masser af muligheder for frit at overføre optagelser over netværket til f.eks. computer for redigering, og der er fri mulighed for at tilgå boksen via webinterface i din webbrowser eller via FTP.

Du kan selvfølgelig også frit tilgå medieindhold fra hjemmenetværket og afspille musik og video på boksen via kablet netværk eller trådløst.

Konklusion

Er du Dreambox fan, så skuffer DM 7020 HD bestemt ikke. Dreambox 7020 HD er et rigtig godt bud på en alsidig twin Linux modtager, der frit kan anvendes til enten satellit, kabel eller antenne tv. Både i design og i brug virker den gennemtænkt, og den medfølgende udførlige manual virker også gennemarbejdet, hvilket ellers ikke er en selvfølge på Linux bokse.

Da jeg anmeldte DM 8000 tilbage i februar, så var et par af de ting jeg bemærkede omkring denne – manglende eSata port, blindscan og den lidt gammeldags DVI udgang. På alle disse fronter er DM 7020 HD dækket ind, og dermed mere moderne end DM 8000. På et punkt halter den dog stadig lidt efter. I forhold til billede i billede funktionaliteten står DM 8000 nemlig stadig stærkest med sin mulighed for visning af HD kanaler.

Mest oplagt er DM 7020 HD måske for dig, der har brug for muligheden for at kunne skifte tuner. Prisen er jo trods alt noget højere end f.eks. end DVB-S2 twin tuner modellen fra Clarke Tech.

Til slut kan det anbefales at løbende at tjekke for software opdateringer via boksen, specielt her hvor boksen er helt ny, rettes der flere ting løbende.

Køb DM 7020 HD hos TV Radio Shoppen her

 

I samme kategori

Back to top button