Nyheder

DR2 Undersøger fra mandag 10. februar

dr2logoReportageprogrammerne ’DR2 Undersøger’ bliver fra mandag den 10. februar et fast format. Programmerne giver seerne unik indsigt i helt centrale problemstillinger fortalt gennem de danskere, der har dem tættest inde på kroppen. 

Er det en selvfølge, at det er godt at tabe sig, hvis man er overvægtig? Hvorfor er omskæring af danske drengebørn stadig tilladt, når lægerne kalder det en lemlæstelse af barnet? Hvorfor gør massevis af syge danskere sig til kriminelle, når de i strid med loven behandler sig selv med cannabis? Dette og meget mere bliver der stillet skarpt på i unikke reportager gennem hele 2014.

Redaktionen bag ’DR2 Undersøger’ er klar med en sæson af stærke reportager på DR2. Programrækken klæder danskerne på med en ny og opsigtsvækkende indsigt i nogle af de emner, der fylder meget i den offentlige debat og i danskernes hverdag.

Det vi troede, vi vidste

”’DR2 Undersøger’ er en nysgerrig og kritisk reportageserie. En af grundværdierne i serien er, at vi kommer helt  tæt på personer eller miljøer, som er berørt af en aktuel problemstilling. Vi træder ud af nyhedsstrømmen og folder historier ud, så seerne både kan indleve sig i en menneskelig skæbne og samtidig blive klædt på med ny indsigt og substans. Med denne serie prøver vi at lette det tunge stof, give plads til mere kød og blod – og mindre DJØF”, siger DR2-redaktør Christoffer Guldbrandsen

Centralt for programmerne er, at de ikke kun har tal og fakta på plads inden for de forskellige problemstillinger, men har også adgang til personlige cases og ny viden. Programmerne går et spadestik dybere og sætter spørgsmålstegn ved det, vi troede, vi vidste om helt centrale samfundsproblematikker og nyhedshistorier.

Er det i orden at skære i små drenge?

Første reportage, der løber over skærmen mandag den 10. februar, sætter fokus på omskæring af drenge. Gentagende gange har omskæring af piger skabt stor debat i medierne. Ritualet er blevet udråbt som barbarisk og primitivt og med store menneskelige omkostninger som følge. Rituel omskæring af drenge er til gengæld fuldt lovligt i Danmark.

I reportagen ’DR2 Undersøger – De omskårne børn’ følger vi blandt andet 34-årige Leo Milgrom, der har haft sociale og seksuelle gener som følge af sin omskæring. Han opsøger sit jødiske bagland for at få svar på, hvorfor omskæring stadig er så vigtig for religionen, og han møder sin mor for første gang i to år for at spørge hende, hvorfor hun gik med til, at han skulle omskæres. Reportagen stiller det generelle spørgsmål, om det er i orden at skære i små børn af religiøse årsager.

DR 2 Undersøger stiller blandt andet skarpt på:

  • Omskæring af drenge
  • Danmarkshistoriens største gidseldrama
  • Medicinsk cannabis
  • Behandlingen af overvægtige
  • Aktiv dødshjælp og danske dødsturister
  • Screening af kvinder med brystimplantater

Og meget mere…

  • ’DR2 Undersøger’, fra mandag 10. februar kl. 21 på DR2 og de følgende mandage

I samme kategori

Back to top button