TV-Nyt

DR Update ændrer fra 1. februar

drupdateDer kommer både ændringer i udseende og indhold, når DR Update genfødes fra tirsdag 1. februar og bogstaveligt talt træder ud af sit skab.

Siden TV-Avisen den 15. september 2010 forlod sit gamle studie til fordel for et nyt look og en ny profil i et mere avanceret studie i DR Byens studie 14, har det gamle studie tronet tomt og afventende op i newsrooms hektiske landskab.
Men 1. februar er det DR Update's tur til at få en visuel opstrammer, når de træder ud af det lille velkendte studie og indtager TV-Avisens gamle studie, som i mellemtiden har fået en grundig skønhedskur, både hvad angår udseende og tekniske faciliteter.
 

Mere update hos DR Update

Det er dog ikke kun på billedsiden, der vil ske ændringer. Hele konceptet bag DR Update har været en tur gennem møllen, og ud er kommet en mere målrettet og ambitiøs nyhedskanal.
Hvor live-opdateringerne i dagtimerne hidtil har fundet sted omtrent en gang i timen, vil værten eksempelvis nu være i studiet med opdateringer hver halve time, så nyhederne er helt dugfriske. I tilfælde af, at meget betydningsfulde begivenheder skulle opstå, bliver der naturligvis opdateret med det samme.
Hele landet og verden med
Med opdateringer hver halve time kunne man frygte mangel på nyheder at opdatere. Det mener programansvarlig for DR Update Anders Kappel dog ikke bliver et problem. Han påpeger, at DRs regioner i det nye set-up leverer nyheder fra hele landet til DR Update, og at man også vil benytte sig af, at DR har udvidet sin kreds af korrespondenter i udlandet. Derudover vil den forbedrede teknologi også give bedre nyheder:
– Vi har fået nyt kontrolrum og udstyr af den bedste slags, hvorfor vi kan have mere vægt på det journalistiske indhold og blive ved med at give danskerne de hurtige, konkrete nyheder, som vi hidtil har gjort – nu bare i endnu højere kvalitet og med et mere tidssvarende udseende," siger han.
 

Hyldeplads på DR1

Det vil ikke udelukkende være på selve kanalen DR Update, at man vil kunne få sin hurtige nyhedsindsprøjtning. Moderkanalen DR1 har sidst på eftermiddagen kl. 17.50 givet plads til endnu en DR Update-udsendelse, så folk, der ikke har tid til at nå hele 18.30-udsendelsen, alligevel kan nå at få dagens vigtigste nyheder med på vejen.
– Det er en god måde for eksempelvis børnefamilier at blive hurtigt 'klædt på', hvis man står lige midt i madlavningen omkring den tidlige udgave af TV-Avisen. Og så kan de korte, konkrete nyheder også fungere som en teaser til aftenens senere nyheder, hvor emnerne vil blive behandlet mere i dybden," siger Anders Kappel.
 

Ny vært

Oven i alle ændringerne kommer der også et nyt ansigt til DR Update. Det er journalist Maria Yde, som de fleste nok kender fra DR Sporten, og som tidligere har været vært på TV2 News. Erfaringer i rollen som nyhedsvært er der altså ikke mangel på, når hun indtager sin plads bag de tonede ruder i newsroom. Udover Maria Yde består DR Update-værterne af Louise Bjerregaard, Morten Schnell-Lauritzen, Louise Reumert, Kristian Porsgaard samt Kasper Jessing og Lotte Thor der pt. er på henholdsvis fædre- og barselsorlov.

I samme kategori

Back to top button