DR har fundet ny vært på Sundhedsmagasinet

| tirsdag 25. apr, 2017 13:41 | 0 Kommentarer
Nola Gaardmand DR1

Foto: Agnete Schlichtkrull

DR1’s ’Sundhedsmagasinet’ får ny vært, når Nola Gaardmand til sommer træder ind foran kameraet. Hun tager over efter den tidligere vært på programmet, Lillian Gjerulf Kretz, og kommer dermed til at stå side om side med kollega og medvært Peter Qvortrup Geisling.

Nola Gaardmand er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og kommer fra et job på Jyllands-Postens indlandsredaktion. Før det har hun skrevet for Dagbladet Information, og derudover har hun blandt andet også lavet radiofeatures på P1.

Hendes journalistiske arbejde har kredset en del om sundhed – men i ordets bredeste forstand, understreger hun selv – nemlig ”de nære emner” og det som kan være svært at tale om; kropslighed, seksualitet, sygdom og psyke.

”Både journalistisk og personligt har jeg altid været utroligt optaget af det nære, det eksistentielle, det intime, det etiske, det kropslige og det tabubelagte – alt det, som i min optik betyder allermest i vores liv. Og det er netop de emner, ’Sundhedsmagasinet’ behandler så fint og grundigt,” siger Nola Gaardmand og uddyber:

”’Sundhedsmagasinet’ står for mig som et vigtigt program, fordi det formidler store, svære og vitterlig livsvigtige emner for et meget bredt publikum. Og vel at mærke gør det ud fra en grundlæggende optimistisk tilgang til stoffet, som er forfriskende – der er altid en konstruktiv og løsningsorienteret tilgang, som jeg mener er særlig vigtig, når man beskæftiger sig med sundhedsstoffet,” siger hun.

Rollen som tv-vært er ny

Selvom Nola Gaardmand længe har været optaget af emnet – og af formidlingen, er selve rollen som tv-vært ny for den 31-årige journalist, og den ser hun frem til at prøve kræfter med:

”Jeg har elsket at være på dagblad, men glæder mig også meget til at prøve kræfter med værtsrollen på skærmen. Og så har jeg det nok med Peter Qvortrup Geisling, som jeg tror, de fleste danskere har det: Han er jo simpelthen så tillidsvækkende og kyndig, og jeg glæder mig helt vildt til at arbejde sammen med både ham og resten af redaktionen.”

Et stærkt hold

I DR Nyheder glæder indholdschef Sandy French sig over at have fundet ‘Sundhedsmagasinet’s nye vært.

”Vi glæder os meget til at få Nola Gaardmand med på holdet. Hun er – udover at være en meget dygtig journalist – uhyre talentfuld og har et helt åbenlyst formidlingstalent. Sammen med Peter får vi et meget stærkt hold til at stå i spidsen for vores sundhedsstof,” siger hun.

Nola Gaardmand er vokset op i USA og har sydafrikanske rødder. I dag bor hun med sin familie på Amager i København. Hun tiltræder jobbet i DR den 1. august 2017, hvor hun tager over efter den tidligere vært på programmet, Lillian Gjerulf Kretz, der, som det blev annonceret før årsskiftet, fremover skal reportere hjem til DR fra USA.

Kilde: DR

Del på:

Tags:

Gemt under:: TV-Nyt