Antenne-TV

DR forbedrer underteksterne

DVB undertekster 11. januar
Fra 11. januar kan du selv vælge om du vil se undertekster

Udover en forbedret lydkvalitet og en forbedret billedkvalitet på DR1 kommer der nu også undertekster til de dansksprogede programmer i en forbedret kvalitet – og til gavn for flere seere.

Det sker, når alt frit tilgængeligt tv fra onsdag – den 11. januar – overgår til MPEG4. Her bliver de såkaldte DVB-undertekster til rådighed for mange af DRs seere. Det kræver blot, at man modtager sit signal fra en antenne eller fra en kabel- eller satellit-distributør, som tilbyder denne tjeneste. Bemærk at de valgfrie undertekster afhænger af tv-udbyderen. Canal Digital kører med faste undertekster som hidtil, og det samme gælder Stofa og YouSee. 

DVB-undertekster er undertekster i digital kvalitet, det vil sige i en forbedret kvalitet i forhold til de traditionelle tekst-tv-undertekster. Hvis man for eksempel har nedsat hørelse, eller der er megen støj, der hvor man ser tv, vil man således fremover få nemmere ved at læse underteksterne og forstå, hvad man ser i sit tv.  

Frit valg af undertekster eller tilvalg én gang for alle

Fordelen ved DVB-underteksterne er, at de kan slås til én gang for alle, sådan at de automatisk kommer på skærmen, hvis de findes. Så slipper man som seer for at skifte til tekst-tv hver gang for at tjekke, om der findes undertekster, eller hver gang man skifter kanal. Muligheden for at vælge de traditionelle undertekster via tekst-tv vil dog fortsætte. Seerne skal blot være opmærksomme på, at nogle af tekst-tv-underteksterne er flyttet til nye sider på tekst-tv.

”Det er en stor fordel for svagthørende, at vi får bedre undertekster og mulighed for at vælge DVB-undertekster til én gang for alle. Det vil blandt andet komme de mange ældre seere til gode, som både har svært ved at høre og ved at se. Men også mange andre, for eksempel småbørnsforældre med sovende børn vil få stor glæde af de forbedrede muligheder for undertekster,” siger DRs tilgængelighedsredaktør Heidi Sivebæk.

De TH-undertekster, som tidligere automatisk har været sat på udvalgte danske programmer, afløses således nu af muligheden for selv at slå undertekster til og fra – og dermed også muligheden for at vælge undertekster i den forbedrede digitale kvalitet (DVB). Der findes efterhånden DVB-undertekster eller tekst- tv-undertekster til langt de fleste programmer på DR1 og DR2 – også til live-programmer, som for eksempel TV-Avisen.

Derfor vil mærket ”TH” i programoversigten ikke længere betyde, at det er danske programmer, der automatisk har undertekster synlige for alle. Mærket ”TH” vil til gengæld fremover markere, at der findes undertekster til programmet, som kan hentes enten som DVB-undertekster eller via tekst-tv.

Kilde: DR presse


Få 12 måneder til 8 måneders pris - Spar over 33% rabat på årsabonnement! SkyShowtimeAnnonce

I samme kategori

Back to top button