DR deler 50 års nyhedsklips på YouTube

| torsdag 15. okt, 2015 08:46 | opdateret 15. okt, 2015 kl. 11:15 | 0 Kommentarer

DR nyheder gamle dageSamtidig med at TV-Avisen torsdag kan fejre sin 50 års fødselsdag, går DR i gang med at lægge omkring 250 nyheds- og begivenhedsklip fra fortiden på nettet. Det svarer til fem klip for hvert år, TV-Avisen har været sendt.

Klippene kommer til at ligge på DR Nyheder på YouTube, hvor DR i forvejen deler gode og interessante historier, så andre medier og befolkningen også kan få gavn af dem. Ved at lægge klippene dér, bliver historien søgbar, så også de, der ikke så TV-Avisen i for eksempel 1965 eller 1983, får adgang til at se og dele de største nyheds- og begivenhedsøjeblikke i den nye danmarkshistorie.

”Der ligger ikke ret meget på nettet i dag af den slags historiske klip, og vi glæder os over, at vi nu kan gøre noget af DRs store arkiv tilgængeligt for flere. Vi vil lægge fem af de vigtigste nyheds- og begivenhedsklip ud fra hvert år siden 1965. Det vil primært være de store begivenhedsøjeblikke fra danmarkshistorien, man kan se, men også de største begivenheder i verden, hvor rettighederne ellers tillader det,” forklarer redaktør for sociale medier Lars Damgaard Nielsen fra DR Medier.

I de kommende fem uger vil DR lægge klip fra et årti ud af gangen, så de første 50 kommer på i denne uge. Klippene er op til fem minutter lange hver.

Stiller arkiv til rådighed
Her vil man for eksempel kunne se, hvordan den første TV-Avisen så ud i oktober 1965, se hvordan DR dækkede det, da den bortførte pige Tina kom hjem igen efter 27 dage – ligeledes i 1965, og hvordan det tog sig ud, da pædagogerne gik i deres første strejke sidst i 1960’erne. Blandt nogle af de øvrige klip, der kommer på fra en start, er for eksempel dækningen af Lillebæltsbroens åbning i 1970, Grev Henri (den senere Prins Henriks) første besøg i Danmark og en reportage fra Aarhus’ farvel til den sidste sporvogn i 1971.

”Ved at klippene ligger på YouTube får alle andre også mulighed for at indlejre klippene på deres hjemmesider. På den måde stiller DR dele af sit arkiv til rådighed – i hvert fald hvor vi kan og har mulighed for det. Hvis brugerne, andre medier og andre hjemmesider tager godt imod det og bruger det, vil vi arbejde på at gøre endnu mere af arkivet tilgængeligt på denne måde,” siger Lars Damgaard Nielsen.

I flere tilfælde vil dr.dk/historie også lave historier på baggrund af historiske begivenheder og sætte dem ind i aktuelle sammenhænge, som for eksempel torsdag, når TV-Avisen runder et skarpt hjørne og fylder 50.

Det er DR Historie, der har udvalgt klippene, og DRs arkiv, som har fundet klippene frem.

Kilde: DR

Del på:

Gemt under:: Streaming