TV-Nyt

Dommertrio vender tilbage i X Factor

X-Factor DR 2012Gennem de første fire sæsoner har X Factor været Danmarks mest populære underholdningsshow i nyere tid. Det har også været en benhård dyst mellem tre erfarne og topprofessionelle musikbranchefolk, der hver især sætter deres gode navn på spil, mens de kæmper for at netop deres udvalgte sanger eller gruppe skal nå helt til tops i seernes bevidsthed.

Nu er det blevet tid til femte sæson, og det er med stolthed, at DR i dag kan offentliggøre, at det er lykkedes at genforene dommertrioen fra sidste år: Thomas Blachman, Cutfather og Pernille Rosendahl.

DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, er spændt på den nye sæson, og han har glædet sig til at afsløre de tre dommere:

– Jeg er rigtig glad for og stolt over igen at kunne præsentere årets X Factor-dommere. Der er ingen tvivl om, at X Factor først og fremmest handler om deltagerne, men lige så lidt tvivl hersker der vist om dommernes afgørende betydning for programmet, siger Jan Lagermand Lundme.

Lise Rønne styrer slagets gang
Når femte sæson af Danmarks ubetinget største tv-show X Factor skydes i gang er det med Lise Rønne som vært. Dette bliver Lise Rønnes fjerde sæson som X Factor vært, og det er noget, som den populære vært ser frem til. Lise Rønne kender efterhånden slagets gang, og hun har fuldt ud mod på at tage endnu en omgang:

– Det, jeg elsker ved X Factor, er, at der altid kommer en masse helt unikke personligheder med. Personer, som er umulige ikke at holde af og holde med, mens de kæmper om at nå hele vejen til finalen. Det er sjovt at stå her nu og vide, at der kommer en hel masse nye personer ind i mit liv, som jeg kommer til at grine og græde sammen med i løbet af de kommende måneder.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button