Dokumentarserie på vej om motorholdet Cortina Racing

| mandag 23. maj, 2011 13:25 | 0 Kommentarer

Foto: Anni Hansen/TV3

TV3 og produktionsselskabet Douglas Entertainment kan nu bekræfte, at der er fuld gang i produktionen af en dokumentarserie om motorholdet Cortina Racing. Teamet deltager i historiske motorløb på racerbaner rundt omkring i Danmark og Sverige de næste måneder, som de har gjort i flere år. Der vil være optagelser gennem hele sommeren 2011.

TV3-dokumentaren vil primært følge holdets fire Cortina-racerkørere: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, Martin Berner, Oscar Siesbye og Adam Siesby. Men serien vil også gå tæt på alle de andre folk, der er omkring både racerholdet og i hele det miljø ved de historiske motorløb. Holdet deltager i en lang række motorløb for veteran-racerbiler på baner rundt omkring i hele Danmark. Og har tradition for succes.

Serien vil give seerne et indblik ind i et hold, hvor de fire kørere, mekanikere og hjælpere alle udlever deres barndomsdrøm og dyrker deres helt store passion for motorsport. Til trods for den store konkurrence internt på holdet , og ikke mindst med de andre deltagende racerteams , er det også et sjældent indblik i en yderst speciel samling mennesker, der alle har stor kærlighed til biler – ikke mindst de klassiske af slagsen.

”TV3 er rigtigt glade for, at vi til efteråret kan give vores seere denne fascinerende serie, hvor vi udover at følge gruppen af racerkørere på holdet også får et sjældent indblik i Hans Kongelige Højhed Prins Joachim store entusiasme for netop motorsport og konkurrencen i løbene. Vi ved naturligvis ikke, hvad sommerens optagelser vil bringe af oplevelser og begivenheder for teamet. Men vi ser frem til at give seerne denne dokumentarserie i seks afsnit og sætter meget stor pris på, at teamet bag Cortina Racing har sagt ja til at deltage”, siger TV3s programdirektør Pil Gundelach Brandstrup.

Cortina Racing blev dannet i efteråret 2001. Teamet består af tre Ford Lotus Cortina og en Morris Cooper årgang 1965. Den hvide Cortina med startnummer 65 køres af HKH Prins Joachim. Se mere på hjemmesiden:

http://www.cortinaracing.dk/teamet.html

Kilde: TV3 presse

Del på:

Tags:

Gemt under:: TV-Nyt