Branche-NytTV-Nyt

Discovery Networks ser tilbage på 2017 med tilfredshed

Discovery Networks Danmark kalder 2017 for et fantastisk år med masser af seertalsrekorder, stærke sportsrettigheder og succesfulde egenproduktioner. Det var den kommercielle tv-station, der oplevede størst fremgang i markedet. Dermed er Discoverys mål om, at Kanal 5 skal være landets næststørste, kommercielle hovedkanal  tættere på at blive til virkelighed.

Med en samlet seerandel på 21,7% (personer 21-50 år) ved årets afslutning oplevede Discovery en fremgang på hele 1,3 %-point, mens MTG stort set var status quo på året med en stigning på 0,1 %-point. Begge tv-stationer har hentet seerandele fra TV 2 gruppen, der samlet set oplevede et fald i seerandele i 2017 på 1,4 %-point (personer 21-50 år).

Kanal 5 hovedårsagen til succesen

Annonce - artiklen forsætter nedenunder

Væksten i 2017 hos Discovery har været båret af flere faktorer som stærke sportsrettigheder, en styrket Kanal 4 og ikke mindst et rigtig godt år for hovedkanalen Kanal 5, hvor blandt andet det danske herre fodboldlandshold har trukket seere sammen med nye, stærke egenproduktioner som dramaserien ”Gidseltagningen” og programmet ”Brygmann og krigsveteranerne”.

2017 var således året, hvor Kanal 5 nåede sin højeste seerandel nogensinde med en flot fremgang på 1,5 %-point (personer 21-50 år) i forhold til 2016. Kanal 5 haler dermed godt ind på TV3, og afstanden mellem de to kanaler har med nu kun 1,2 %-point ved udgangen af 2017 (personer 21-50 år) aldrig været mindre. Udviklingen er helt i tråd med en klar strategi fra Discovery om, at Kanal 5 skal være blandt danskernes foretrukne hovedkanaler.

Flere seerrekorder i 2017

2017 har været rekordernes år hos Discovery, ikke mindst for hovedkanalen Kanal 5. Kanalen har blandt andet opnået sit bedste år nogensinde, været større end TV3 i en hel måned (juli 2017), oplevet den største vækst nogensinde, produceret nogle af de mest sete egenproduktioner og ikke mindst oplevet all time seertalsrekorder med landskampene Danmark-Irland med 1.060.000 seere (personer 3+ år) og slutopgøret i VM-kvalifikationsopgøret mod Irland på udebane med hele 1.289.000 seere (personer 3+ år). Aldrig før har så mange set med på Kanal 5.

Kilde: Discovery Presse

I samme kategori

Back to top button