Lyd og andet tilbehør

Denon DHT-T100 Soundbar – Få bedre lyd på dit tv

Da vi fornylig spurgte til idéer til nye produkter vi skulle anmelde her på DIGITALT.TV kom der ønske om at vi skulle kigge på, eller måske snarere lytte til, de såkaldte Soundbars, der kan løfte den ofte flade lyde i de nye fladskærme. Nu har vi så fra danske Hi-Fi Klubben lånt et eksempel på en sådan nemlig Denon’s DHT-T100.

Men siden det er den første af slagsen, vi anmelder her på DIGITALT.TV, så er det måske på plads med lidt mere om begrebet soundbars.

Hvad er en Soundbar?

denon t100 front

Efter overgangen fra billedrørs-tv til fladskærme er der primært blevet fokuseret på billedet, og det at gøre selve tv-skærmen tyndere, men det har også haft en negativ effekt, nemlig den at der ikke længere er plads til store ordentlige kvalitets højtalere. Dermed oplever man ofte en noget  flad lyd oplevelse og besvær med f.eks. at høre dialogen i de populære danske dramaserier.  Musik og filmoplevelsen kan også virke noget tam på de indbyggede højtalere i en fladskærm.

Løsningen for nogle kan være et rigtigt surround højttaler-system og en AV-forstærker, men det er ikke alle husstande, hvor det falder i god jord rent indretningsmæssigt, eller måske virker opgaven med at trække en masse kabler uoverskuelig. Kan du ikke lokke den bedre halvdel med på en rigtig hjemmebiograf, så kan en Soundbar være et brugbart kompromis.

En soundbar er en aktiv højtaler, der giver en bedre lyd, end den du får fra fladskærmen. Selv om vi skriver en højtaler, så er der faktisk typisk flere højtalerenheder bygget ind i en soundbar. Den er optimeret til at give både bedre dialog gengivelse og bedre bas og diskant ved film og musik. Du placerer soundbar’en under din fladskærm, og forbinder den med et kabel, og så har du bedre lyd. Der er altså ikke noget med at trække kabler eller at skrue højtalere op på væggen.

At der er et behov, og et ønske om, bedre lyd kan man blandt se på at flere og flere producenter satser på soundbars. Trenden er også at de ikke nøjes med at fokusere på soundbar’en som tv-højtaler. Mange nye soundbars har også support for, at du trådløst kan sende lyden fra din smartphone eller tablet ud på den. Oplagt til at fylde stuen med musik fra Spotify eller YouTube f.eks.

Denon DHT-T100 udpakning og design

Det anerkendte Hi-Fi mærke Denon udsendte i slutningen af 2013 deres DHT-T100 model. Den koster 2.299,- kroner og kan som nævnt købes hos Hi-Fi Klubben.

Den kan placeres direkte under dit tv, hvis det vejer mindre en 27 kg. Det vil typisk være tilfældet for de fleste skærme under 50″. Du bør dog, ud over vægt, naturligvis også være opmærksom på om din fladskærms fod passer i bredden, så den står stabilt.

Denon DHT-T100 kommer pakket i en æske med hank, så den er nem at transportere hjem fra butikken.

denon t100 kabler

I kassen finder du:

  • Denon DHT-T100 soundbar enheden
  • Fjernbetjening
  • Strømkabel
  • Optisk lydkabel
  • Analogt lyd kabel
  • Analogt kabeladapter
  • Manual

denon t100 side

Denon DHT-T100 er en sort kasse, der ikke rent designmæssigt gør det store væsen af sig. Men den skal jo heller ikke rent visuelt trække fokus, fra det du ser på tv-skærmen, det er lyden der er fokus på.

På toppen er der en række knapper til at styre input, lydstyrken og skifte mellem forskellige lydprofiler. Så du kan også styre den uden fjernbetjening.

Den måler ca. 60 cm i bredden, 7 cm høj og med en dybde på 35.5 cm, altså en rimelig stor kasse, med plads til en række højtalerenheder. Der er optimerede enheder både til diskant, mellemtone og bass.

Den medfølgende fjernbetjening er ganske fin og overskuelig. Den er med en behagelig gummioverflade og ikke bare discount plastikknapper. Du kan naturligvis justere lyden, men også skifte mellem tv lyd eller Bluetooth, samt skifte mellem de forskellige lydprogrammer eller skifte til Night Mode. Mere om disse senere.

3052 580xfloat=center denon dht t100 product rear

På bagsiden er der følgende tilslutninger: 

  • Analog lyd ind
  • Optisk lyd ind
  • Coaxial lyd ind
  • Mini USB stik
  • Strømtilslutning

Denon DHT-T100 har altså ingen HDMI inputs, den er primært tænkt som en ekstern tv højtaler.

Installation

denon t100 connect

Det er super simpelt at installere soundbar’en her fra Denon. Det optimale, rent lydmæssigt, er at tilslutte Denon DHT-T100 til dit tv til enten via et optisk eller coaxial lydkabel. Med i kassen er dog kun et optisk digitalt lydkabel, men det er også det mest almindelige på de fleste fladskærme. Har du hverken optisk eller coaxial digital lyd ud på din fladskærm, så er der typisk en analog lyd udgang, du kan benytte. Her kan du benytte det medfølgende kabel + adapter.

Når tv’et er forbundet med Denon DHT-T100, og du ellers har sat strøm til den, så er du sådan set klar til at høre lyd gennem soundbar’en.  På mange tv er der en indstilling, hvor du kan slukke for skærmens interne højtalere. Det er det mest optimale, for så kan du nemlig lære din Denon DHT-T100 fjernbetjeningskommandoen i forhold til lydstyrke fra din nuværende tv fjernbetjening. Det gør du ved at trykke på learn funktionen i 3 sekunder på soundbar’en, herefter kan du lære kommandoer for f.eks. volume op / ned og mute fra din normale tv fjernbetjening. Den eksakte fremgangsmåde står skrevet i manualen.

Har dit tv ikke nogen funktion til at slå de interne højtalere fra, så er eneste mulighed at skrue ned for dem. Du kan måske dog være heldig, at det er muligt at slukke for de interne højtalere alligevel. Prøv eventuelt at søge på Google om dit tv har en såkaldt Hotel mode. Her kan man ofte få adgang til indstillinger, der ellers ikke er tilgængelige, såsom at slå højtalere fra.

Lydformater og lydoplevelse

Denon benytter sin Virtual Surround teknik, i alt kan du vælge imellem 5 forskellig lydprogrammer: Dialog, Movie, Music, Movie Wide og Music Wide. De forskellige lydprogrammer er ikke overdrevne, som man ellers kan opleve det af og til. 

Desuden er der en såkaldt Night Mode, som er velegnet til at optimere lyden, når du ikke kan tillade dig at skrue så højt op, f.eks. ud på de sene nattetimer.

Har du tilsluttet Denon DHT-T100 via digitalt lydkabel, så håndterer den også at gengive Dolby Digital lyd, men desværre kan den ikke klare DTS formatet.

Der er en klar forskel, når man går fra tv’ets indbyggede lyd til lyden fra Denon DHT-T100. Man går fra en flad lyd til en meget mere rummelig mere naturtro lyd. Det er en helt anden oplevelse, og prøver man at gå tilbage til de indbyggede højtalere i fladskærmen, så virker lyden pludselig helt forkert.

Denon DHT-T100 fungerer glimrende til både almindelige tv-programmer, film, tv-serier. Den håndterer også mere lydmæssige komplekse scener f.eks. i en aktionfilm, men fungerer også godt , hvor der mere er fokus på de lydmæssige detaljer. Naturligvis kan oplevelsen ikke sammenlignes med rigtig hjemmebiograf lyd i 10.000 kroners klassen, som vi er vant til, men til prisen får man faktisk fin lyd både til tv lyd og musik.

Nem trådløs lyd fra dine mobile enheder

Denon DHT-T100 er ikke kun en god højtaler til at gengive lyd fra dit tv. Du kan nemlig også bruge den til at høre musik fra din smartphone, tablet eller bærbare computer, bare disse har Bluetooth teknologien indbygget. Denon DHT-T100 understøtter aptX Bluetooth codec, som skulle give en forbedret lydkvalitet.

Vi havde ingen problem med at tilslutte vores HTC One til soundbar’en, og så kunne vi efterfølgen lytte til musik med fin lyd helt trådløst derhjemme i stuen. Denne mulighed er ganske praktisk i dag, hvor megen af vores musik typisk ligger på nettet. Med en soundbar som Denon DHT-T100 vil mange også nok fint kunne klare sig uden yderligere. Det hele er dækket ind, bare man kan få god lyd fra ens tv og samtidigt enkelt kan afspille musik fra ens smartphone.

Denon DHT-T100 konklusion
81 / 100 DIGITALT.TV Score
Positivt
God lyd til rimelig penge
Streaming via Bluetooth
Negativt
Ingen HDMI tilslutninger
Ingen subwoofer tilslutning
Lydkvalitet88
Design / Kvalitetsindtryk85
Tilslutninger70

Denon DHT-T100 taler efter vores vurdering særdeles godt til den moderne forbrugers behov. Det er vores indtryk, at mange gerne vil have bedre lyd fra fladskærmen, og det giver Denon’s bud her unægteligt. Mange synes sikkert også, at det er smart at kunne få god lyd fra sin smartphone derhjemme i stuen. Netop disse to behov dækker Denon DHT-T100 på glimrende vis.

Lyden fra Denon DHT-T100 matcher naturligvis ikke et noget dyrere surround setup med både forstærkere og flere højtalere, men er absolut et fornuftigt bud på et mere enkelt alternativ.

Tilslutningen er meget enkel, så alle kan være med. Undersøg eventuelt om du kan slukke for de indbyggede højtalere i dit tv, inden du køber, såfremt det med at justere lyden fra din nuværende tv fjernbetjening er et must.

I samme kategori

Back to top button