TV-Nyt

Danskerne så VM-finalen på TV 2

tv2vmnyt Mens Spanien vandt VM-finalen knebent, vandt TV 2 den stort over DR1. 1,3 millioner så gennemsnitligt kampen på TV 2, mens 481.000 så med på DR1. Og i det hele taget endte den store finaledag som en fremragende TV 2-dag.

Trods det fantastiske sommervejr, stod søndag aften på VM-finale i de danske hjem. Næsten 1,8 millioner danskere så finalen mellem Holland og Spanien, som skulle igennem forlænget spilletid, før de spanske europamestre også kunne kalde sig verdensmestre.

VM-finalen blev både sendt på DR1 og TV 2, men markant flest så kampen på TV 2. Fra VM-finalens startfløjt og helt frem til 23.18 havde TV 2 ikke på noget tidspunkt under én million seere. Seertallet toppede med 1.5 millioner i den forlængede spilletid, og VM-finalen på TV 2 havde gennemsnitligt 1.290.000 seere. Samtidig havde DR1 gennemsnitligt 481.000 seere til deres transmission af finalen – ligesom 146.000 så med på DR HD.

– Det er imponerende tal, og det er et fantastisk skulderklap til vores VM-dækning, der hele vejen igennem har været frisk, fornyende og begejstret. Derfor havde jeg også både håbet og regnet med, at seerne ville se finalen på TV 2, men jeg er alligevel imponeret over, at danskerne giver os en så overbevisende sejr, siger TV 2|SPORTENs souschef, John Jäger.

I det hele taget var den store finaledag en stor TV 2-dag. Fra klokken 10 til 24 sendte TV 2 fra Skuespilhuset i København. VM, NYHEDERNE og Tour de France i en vellykket treenighed, der faldt i seernes smag, og således endte dagen med en kommerciel seerandel på hele 67 procent, hvilket er den højeste i to et halvt år.

– Finaledagen var en stor festdag, og vi viste igen, at det er en særlig TV 2-disciplin at dække store begivenheder over mange timer og få seerne til at føle sig i godt selskab. TV 2 er Danmarks Største Fællesskab og vi er naturligvis glade for at, det lykkes igen – også i sommervarmen, siger TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby.

En stor del af forklaringen på den imponerende TV 2-dag skal også findes i Tourens første bjergetape, som trak danskerne væk fra sommervarmen. De to sidste timer af etapen, der kulminerede med Andy Schlecks sejr havde gennemsnitligt 754.000 seere, mens seertallet toppede med 886.000.

Og de flotte seertal fortsatte i VM-studiet lige inden VM-finalen, som på TV 2 havde 634.000 seere, mens DR1’s optaktudsendelse blev set af 169.000.

Kilde: TV2 presse

I samme kategori

Back to top button