Linux TV Bokse

Coolstream Neo Sat

Coolstream Neo Sat – En præsentation

Coolstream er en Linux baseret boks, der enten fåes med en DVB-S2 eller DVB-C tuner. I denne test er boksen i sat udgaven med DVB-S2 tuner. Boksen har faktisk plads til 2 tunere. DVB-C tuneren kan sidde ved siden af DVB-S2 tuneren, men det er og bliver ikke muligt at benytte både en DVB-S2 tuner og DVB-C tuner samtidigt.

Hvor de fleste andre Linux bokse benytter Enigma software, så benytter Coolstream NEO SAT, Netrino som styresoftware for boksen. I Coolstream benyttes Neutrino HD GUI, der er en videre udvikling af Neutrino softwaren, der blev kendt som software på de engang populære Dbox2 bokse. Flere er meget glade for Neutrino pga stabilitet, hurtighed og enkelthed og Neutrino er da også hurtigere til at starte op end Enigma 2.

Producent: Coolstream
Distributør: Axaaro

Model: Coolstream NEO SAT

Pris: Fra omkring 2600,- i tyske butikker

Coolstream Neo Sat – Teknik, design og tilslutningsmuligheder

Coolstream er udrustet med en hurtig CPU type. Boksen leveres som standard uden harddisk, men du kan forholdvis enkelt indbygge en 2.5″ harddisk eller vælge at benytte ekstern e-Sata harddisk.

Boksen er sort design med spejfront. I første omgang troede jeg faktisk, at jeg havde fået et godt brugt testeksemplar, for fronten var særdeles ridset. Men det viser sig imildertid, at der er en beskyttelsesfilm på denne front, og at det bare er denne, der skal fjernes, så fremstår spejlfronten flot. På fronten finder du en standby knap et 12 karakters alphanumerisk display, der viser hvilken kanal du ser, filnavn på det medie du afspiller eller ur og dato i standby.

Nederst på fronten finder du en række knapper, der gør det muligt at betjene de basale ting på boksen uden fjernbetjening.

  • Menu
  • Ok
  • Kanal op
  • Kanal ned
  • Lyd op
  • Lyd ned
  • Videoformat

På fronten er der også en USB port.

Bag frontklappen til højre finder du 2 indbyggede kortlæsere samt 1 common interface port. De indbyggede kortlæsere er conax kortlæsere.

På bagsiden finder du en del tilslutningsmuligheder:

  • LNB ingang
  • LNB Loop through
  • Optisk digital lydudgang
  • Analog video og lyd udgange
  • Komponent video udgang
  • 1 x scart udgang
  • HDMI udgang
  • e-Sata tilslutning
  • Ethernet tilslutning
  • USB tilslutning
  • Seriel RS-232 port og RJ11 port
  • Strømkabel stik

Jeg savner lidt en afbryder til strømmen, men ellers er der, det man kan forvente. Boksen er helt uden køleblæser så den er helt lydløs, bortset fra den lyd en eventuelt intern harddisk måtte lave.

Det medfølger

  • En fjernbetjening med batterier
  • HDMI kabel
  • Brugermanual (Tysk og omhandler kun installation og ikke daglig brug)

Strømforbrug ved brug uden intern harddisk 15 W

Strømforbrug almindelig standby 12 W (Boksen er klar til brug med det samme)

Strømforbrug deep standby under 1 W 

Coolstream Neo Sat – Installation

Fra du tænder for strømmen, til at boksen er klar til brug, går der et stykke tid men som sagt er den lidt hurtigere end Enigma 2.

En installationsguide hjælper dig i gang, men det kræver lidt mere end på de mere brugervenlige bokser. Dansk er endnu i hvert fald ikke med på listen over mulige menusprog, mens både svensk og norsk ellers er repræsenteret.

Du har mulighed for at udsende video i op til 1080p format. Formaterne der kan vælges er: 576i, 720p (50Hz), 720p (60Hz), 1080i (50Hz), 1080i (60Hz), 1080p (24Hz), 1080p (25Hz). Man tilbyder altså ikke 1080p i 50 eller 60 Hz.

Der kan vælges mellem DiSEqC 1.0, 1.1 og motorstyring understøttes også.

Der kan søges på alle installerede satelitter, en enkelt satellit, eller en enkelt frekvens. Man savner dog her ligesom på den netop testede Vu+ Duo muligheden for at søge med manuelle PID værdier og hardware blindscan. En søgning på 1 grad vest fandt alle Canal Digital kanalerne uden problemer.

Der leveres løbende opdateringer med fejlrettelser og nye funktioner, og skal man have fuldt udbytte af boksen, så skal man nok være af typen, der er interesseret i at opdatere løbende. Ligesom på Vu+ Duo boksen så er der alternative firmware versioner på Internettet for dem der bevæger sig rundt på diverse forums. Coolstream.to er et af stederne, hvor der også er mulighed for at stille spørgsmål. Der kan hentes og installeres software opdateringer direkte fra boksen, såfremt den er tilsluttet til Internettet, og installation af er enkel og fungerer fint.

Coolstream Neo Sat – Installation af harddisk

Montering af harddisk er ikke så svært, men er da set smartere på andre modeller. Der medfølger 2 beslag, skruer og sata kabel.

  1. Installationen kræver at du skruer skruerne ud af metalchassis’et på boksen og tager dette af.
  2. Harddisken monteres til de to holderbeslag og sammen med gummiringe så skrues fast med de medfølgende skruer
  3. Harddiskrammen skrues fast i boksen
  4. Strøm og data kablerne tilsluttes til harddisken
  5. Metalchassis monteres igen og skrues fast.

Coolstream Neo Sat – Daglig brug

Menuerne er ganske enkelt struktureret på Coolstream Neo Sat. Der er dog en del indstillinger som er positivt for dem, der kan lide at optimere og personliggøre indstillingerne. Der kan vælges tema, skrifttyper, styrke på frontdisplay osv. Der er tænkt på det meste her.

Canal Digital kan modtages på boksen, men der mangler endnu lidt på undertekstsupporten. På kanaler med tekst-tv undertekster sker det, at der kommer æ ø og å ind forkerte steder. På visse kanaler med DVB undertekster, som f.eks. National Geographic HD, er teksten meget hakket. Men mon ikke dette vil blive forbedret med tiden, producenten er blevet gjort opmærksom på problemet. For at EPG bliver hentet, skal man over på Discovery World transponderen 10.872 V.

Billedkvaliteten på både HD og SD kanaler er rigtig god, og kanalzapping sker hurtigt.

Kanallisten giver mulighed for at sortere på en række forskellige parametre, og du får også EPG om det aktuelle program på kanalen. Der er mulighed for at lave din favoritliste, og derudover tilbydes på flere sorteringsmuligheder efter satellit, udbyder osv.

Fjernbetjeningen

Fjernbetjeningen er lidt speciel. Meget plastisk med knapper med tal, der er skrevet inde i plastiken. Dette forhindrer, at teksten sliddes af, men det føles lidt plastisk agtigt, og den bliver synligt fedtet af fingrene. Det er også en forholdvis stor fjernbetjening, men hvad værre er, så virker det som den er meget retningsfølsom eller svagere end gennemsnittet. Jeg oplevede flere gange, at skulle trykke en ekstra gang. Jeg har læst rapporter om nogle der har lavet indgreb i boksens front i forhold til at gøre IR øjet bedre til at modtage fjernbetjeningssignalet. Ifølge producenten så er problemet gældende på ældre modeller, hvor IR øjet er for lavt placeret i forhold til ir hullet på fronten af boksen. Dette skulle være løst i nyere leverancer.

Der er dedikerede knapper til de ting, man kan ønske sig, og måske også mere end forventeligt.

EPG

Et klik på EPG knappen bringer informationer om den aktuelle kanal. Klikker du en gang mere, får du en oversigt på tidslinie over en række kanaler. EPG’en er optimeret til HD, og man kan se rigtig meget information. Afhængigt af hvor gode ens øjne er, så kan det måske være lidt småt. Et ekstra klik forstørrer dog teksten i flere EPG vinduer, og jeg synes generelt at skærmgrafikken er tiltalende og velfungerende.

Coolstream Neo Sat – PVR og netværk

Da jeg ikke lige havde en 2.5″ harddisk liggende, besluttede jeg i forbindelse med denne test at benytte en ekstern Medion e-Sata harddisk. Det er enkelt nok at programmere optagelser fra EPG’en eller manuelt via timer. Når der optages har du mulighed for at se en kanal, der udsendes på samme frekvens, som den der optages fra.

Med den eksterne harddisk testede jeg nogle optagelser, men enten kunne boksen ikke lide min harddisk, eller også så virker Coolstream Neo Sat endnu ikke så godt med ekstern Sata disk, for efter få minutters optagelse gik boksen i baglås. Så mine erfaringer med PVR funktionerne er desværre lidt sparsomme i denne test. Et klik på play knappen bringer listen med dine optagelser frem og der er også hukommelse i forhold til at genoptage en tidligere afspilning af et optaget program. Selv om jeg ikke selv har testet intern harddisk optagelse, så skulle denne virke uden problemer.

Netværksmæssigt så byder boksen på mulighed for at mounte en netværksharddisk. Der er mulighed for at høre radio over Internettet, at afspille billder musik og video. Jeg har havde fin success med musik og billeder, mens det kneb mere at få boksen til at afspille video over netværket. Den skulle ellers på papiret understøtte en del formater også mkv.

Coolstream Neo Sat – Konklusion

Coolstream Neo Sat byder på både plusser og minusser. Produktet har kun været kort tid på markedet, så der er nok endnu en del forbedringer at se frem til. Det positive ved boksen er dens ganske fine og hurtige menuer og overskuelig skærmgrafik. Billedkvaliteten via HDMI fejler bestemt heller ikke noget.

Problemer med e-Sata PVR optagelserne trækker ned, men forhåbentligt  vil ske en del forbedringer de kommende måneder, for det er faktisk interessant med et Linux software mæssigt alternativ til Enigma firmwaren.

Billedkvalitet via HDMI
Hastighed ved kanalskifte og generelt i betjening
Overskuelig og fin grafisk gui
Ikke stabil PVR med e-Sata (kan være enkeltstående for min harddisk)
Fjernbetjening retningsfølsom (men skulle være rettet i de nye leverancer)
Undetekster ikke 100% på Canal Digital kanaler

I samme kategori

Back to top button