Branche-Nyt

CANAL8 Sport ny dansk sportskanal

Canal8 Sport ny dansk sportskanal
Canal8 Sport ny dansk sportskanal

Sportsglade, danske tv-seere kan glæde sig til den 13. august, hvor CANAL8 Sport går i luften. Kanalen vil være spækket med indhold som ATP tennis, motorsport, Ultimate Fighting og ikke mindst masser af fodbold fra f.eks. Serie A, Superligaen, Europa League og den hollandske Æresdivision. Rettigheder, der ellers kunne opleves på betalingskanalen CANAL+ Sport. Med lanceringen af CANAL8 Sport bliver de store rettigheder nu tilgængelige for mange flere mennesker og til en markant billigere pris end tidligere.

CANAL8 Sport er en del af C More Entertainment-familien, der i Danmark blandt andet også står bag underholdningskanalen CANAL9. Hvor CANAL8 Sport er en rendyrket sportskanal, er CANAL9 den brede underholdningskanal, hvor man naturligvis også fremover vil finde de største kampe fra Superligaen, La Liga og Europa League side om side med masser af underholdende film, serier og dokumentarer af stadig stigende kvalitet.

”Vi er rigtigt glade for lanceringen af CANAL8 Sport. Med CANAL8 Sport har vi mulighed for at lave en rendyrket sportskanal og give en masse sportsfans lettere, billigere og bedre adgang til nogle rigtigt stærke rettigheder. Det giver os samtidig mulighed for klart at positionere CANAL9, som vores flagskib, hvor stærkt non-sport indhold lever side om side med de største af vores fodbold/sportsrettigheder”, udtaler Charlotte Repholtz, Country Manager for C More Entertainment i Danmark.

C More Entertainments Administrerende Direktør Johan Kleberg er også glad for lanceringen af CANAL8 Sport og udtaler: “Med lanceringen af CANAL8 Sport er vi nu klar med en ny struktur på det danske marked. Vi har to bredt distribuerede kanaler med sport og underholdning samt et reklamefrit betalings-tv produkt, C More, med fokus på de nyeste og største film og tv-serier”.

Udover YouSee’s Fuldpakke, lanceres CANAL8 Sport også hos TDC Home Trio og hos Canal Digital, mens der stadig forhandles med de øvrige danske operatører.

C More Entertainment oplyser overfor DIGITALT.TV at kanalen starter i SD, men at HD versionen skulle komme i løbet af 1. kvartal 2013. Canal+ Sport 1 DK lukker i forbindelse med omlægningen, så man kan sige at Canal8 Sport erstatter Canal+ Sport 1 i Danmark.

I samme kategori

Back to top button