StreamingnytCanal Digital

Canal Digital lancerer Børnenes SF Favoritter

Børnenes SF Favoritter Canal DigitalEfter 50 år digitaliseres Astrid Lindgrens børnekulturskat nu i streaming tjenesten; Børnenes SF Favoritter hos Canal Digital. Dermed får nuværende og kommende generationer af børn tilgang til populære og folkekære karakterer som Pippi, Emil, Ronja Røverdatter og Brødrene Løvehjerte på moderne on demand vilkår. 

Børnenes SF Favoritter har eksisteret i mere end 10 år på video/DVD. Nu lancerer Canal Digital imidlertid en streaming tjeneste til sine kunder med Børnenes SF Favoritter, hvor alt det mest populære børneindhold kan ses On Demand i et trygt og reklamefrit miljø. 

”Vi er meget glade for at kunne tilbyde vores kunder en nem og enkel adgang til Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg og mange af de andre kendte og elskede klassikere, som stadig er blandt det allerbedste børneindhold, der findes på markedet,” siger Catja Middelboe Andersen, kommunikationsdirektør i Canal Digital Danmark.

300 timers kvalitetsindhold til børn

Målgruppen er børn i alderen 2-10 år, og udover de kendte Astrid Lindgren film og tv-serier findes også velkendte karakterer som Pedersen og Findus, Mumi-troldene, Thomas og vennerne, Byggemand Bob samt mange flere. I alt byder den nye tjeneste på 300 timers kvalitetsindhold, der løbende opdateres og udskiftes, så der hele tiden er noget nyt at komme efter. En del af indholdet findes udelukkende på den nye streaming tjeneste og kan ikke ses andre steder.

Det bedste børneindhold til en flatrate pris

Canal Digitals nye tjeneste koster 79 kr./md. og er en flat rate tjeneste, hvor man kan se lige så meget indhold man vil til en fast månedspris. Børnenes SF Favoritter vil i første omgang være tilgængelig for Canal Digitals kunder via tv-bokse med internetforbindelse, men inden længe også på PC og iPad. Der vil være en gratis introduktionsperiode frem til og med 15. oktober 2013.

Disney On Demand

Ud over Børnenes SF Favoritter lancerer Canal Digital også Disney On Demand. Her vil kunderne kunne finde en lang række af de populære serier, der sendes på Disney Channel, Disney XD og Disney Junior. Disney On Demand er gratis for de kunder, der i forvejen abonnerer på Disneys tv-kanaler. Begge nye lanceringer kan ses af Canal Digitals kunder via Canal Digital GO, som er Canal Digitals streaming tjeneste, der også indeholder on demand indhold fra mange andre tv-kanaler samt et stort film- og serie katalog.

Fakta om den nye streaming tjeneste Børnenes SF Favoritter (BSF):

· Konceptet har været på video og DVD i Skandinavien i mere end 10 år
· BSF indeholder 300 timers børneindhold af meget høj kvaltiet i form af film og tv-serier
· Folkekære og kendte karakterer fra svensk børne-tv blandet med internationalt kendte figurer for børn
· Stort udvalg af Astrid Lindgren materiale som f.eks. Pippi Langstrømpe og Ronja Røverdatter
· Indholdet er trygt, børnevenligt og reklamefrit
· Meget af indholdet er eksklusivt og findes ikke på nogen anden SVOD-tjeneste
· Tilgængeligt for Canal Digitals tæt på en million kunder i Norden via Canal Digital GO
· Frivisning for Canal Digitals kunder frem til og med 15. oktober, herefter koster tjenesten 79 kr./md.
· Tjenesten er tilgængelig via digital tv-boks og indenfor kort tid også via PC og iPad.  

I samme kategori

Back to top button