Branche-Nyt

Boligforeninger vender blikket mod Waoo

waooWaoo! gik i 2012 på markedet med et nyt koncept til danske foreningskunder. Til forskel for de traditionelle leverandører på det kollektive marked har Waoo! gjort det valgfrit for den enkelte kunde, om man ønsker internet eller en tv-pakke – eller begge dele. Hidtil har det været praksis, at alle som minimum skulle have en lille tv-pakke for at få andre produkter.

”For et år siden troede konkurrenterne ikke på, at vi kunne true deres mangeårige monopol på foreningsmarkedet, men inden året er omme, har vi indgået aftaler med boligforeninger, som dækker et godt stykke over 75.000 nye husstande. Foreningerne er meget interesserede i den frihed, som vores tilbud rummer, ” siger Jørgen Stensgaard, administrerende direktør i Waoo!.

Det er foreningskunder fra hele landet – også de store byer, hvor TDC med datterselskabet YouSee traditionelt har stået meget stærkt – som nu vender blikket mod Waoo!. Udviklingen har været så markant, at den har påvirket TDC’s aktiekurs.  TDC har bemærket det i sin kvartalsrapportering.

”Det er min fornemmelse, at det både er de nye streamingtjenester, interessen for en ordentlig internetforbindelse og debatten om antenneforeningernes stavnsbinding, som har rykket kunderne. Folk vil have en ordentlig forbindelse og større mulighed for selv at vælge, hvad de ser i deres tv. Derfor er flyttebølgen væk fra de gamle monopoler nu i fuld gang. Men den vigtigste grund til, at vi tager kunder fra konkurrenterne, er, at vi har det bedste produkt, og at kunderne hos os får rigtig valgfrihed,” siger Jørgen Stensgaard.

Waoo! og det lokale energiselskab går ind og kabler hele foreninger til fibernettet. Derved får samtlige beboere adgang til højhastighedsbredbånd uden data- og kapacitetsbegrænsninger, hvilket på det seneste er kommet mere i fokus på grund af debatten om fremtidssikring af Danmark på it-området.

Waoo!’s foreningstilbud matcher konkurrenterne på tv-indhold, pris og tv-pakkernes størrelse, samt fra årsskiftet også frit valg og a la carte tv. Herudover har Waoo! valgt også at køre med det mest fyldestgørende udbud af analogt tv, ip-tv og kabel-tv, og kunderne tilbydes såvel mpeg2 som mpeg4.

”Foreningerne får en fremtidssikret løsning hos Waoo!, fordi vores koncept altid indebærer, at beboerne får fiberkabler helt ind til deres boliger. Det får man uanset, om man vælger at fortsætte med at bruge de traditionelle antennestik i sin bolig, eller om man vælger at få ip-tv og superhurtigt internet. Valgfriheden betyder, at man uafhængigt af, hvad de andre beboere vælger, selv kan bestemme, hvilke produkter man vil have, og hvilken type tv man vil se. Og man kan jo også steame alt den underholdning over internettet, som man har lyst til på vores kraftige fiberbredbånd,” siger Jørgen Stensgaard.

Det særlige ved Waoo!’s produkter er, at folk i en boligforening selv kan vælge, hvad det beløb, de betaler over huslejen, skal bruges til. De kan fortsætte som hidtil med at få kabel-tv uden boks direkte gennem antennestikket til et eller flere tv. De kan også vælge ip-tv via en tv-boks til f.eks. en stor fladskærm. De kan desuden vælge forskellige tv-pakker og fritvalgs-kanaler, telefoni og selvfølgelig Waoo!’s lynhurtige fiberbredbånd.

Waoo! og de danske energiselskaber som står bag Waoo! begyndte det landsdækkende angreb på foreningsmarkedet i sommeren sidste år. Foreninger har traditionelt lange beslutningsprocesser, så Waoo! forventer at betydeligt flere foreningskunder i de kommende år.

Kilde: Waoo presse

I samme kategori

Back to top button