Antennelaug går ind på erhvervsmarkedet

| mandag 20. mar, 2017 10:00 | 0 Kommentarer

Glenten Antennelaug er gået sammen med evercall om at lave en erhvervsløsning på bredbånd og telefoni, til små og mellemstore virksomheder.

Glenten Erhverv er en komplet løsning på bredbånd, telefoni og omstillingsanlæg til små og mellemstore virksomheder i Glentens forsyningsområde. Udover at levere tv og underholdning til medlemmerne, har Glenten gennem de senere år bidt sig godt fast i markedet som en særdeles attraktiv leverandør af bredbåndsforbindelser med høje hastigheder til lave priser.

Konkurrencen skærpes

Med Glentens entre på erhvervsmarkedet kommer virksomhederne i foreningens forsyningsområde nu også til at kunne nyde godt af særdeles konkurrencestærke produkter. Der findes rigtig mange virksomheder i foreningens forsyningsområde, såsom butikker, læger, tandlæger, advokater, revisorer osv., og i nogle tilfælde kan denne løsning betyde at en virksomhed med 7-10 ansatte vil kunne spare 10.000-15.000 kr. om året.

”Vi har løbende investeret i vores infrastruktur, som er 100 % brugerejet, og bragt det på et teknisk stade, hvor vi kan levere dataforbindelser med utrolig høje hastigheder og med en høj oppetid. Og det er parametre der efterspørges af erhvervslivet”, udtaler Søren Skaarup formand for Glenten”, og fortsætter: ”Så det er et helt naturlig skridt for os at tage nu. Timingen er også rigtig nu, hvor vi netop har fuldendt overdragelsen af 8.000 nye bredbåndskunder fra Stofa til Glenten”.

Den rigtige partner

”Det er vigtigt for os at den løsning, der udbydes til virksomhederne i vores forsyningsområde, er konkurrencedygtig både hvad angår kvalitet, funktion og pris. Vores valg faldt derfor på evercall, som i forvejen leverer IP-telefoni til medlemmerne i Glenten. Evercall tilbyder gode og billige telefoniprodukter til erhvervslivet, bygget op omkring deres omstillingsanlæg everConnect. Vi kender evercall som en pålidelig leverandør med et højt serviceniveau, så valget var ikke svært – og så har evercall ligesom Glenten til huse i Odense. ”, siger formanden.

Det får man med Glenten Erhverv

1. 100/20 Mbit bredbånd

2. Sikkerhedsløsning (failover til 4G), som sikrer god internetforbindelse – også selvom signalet skulle blive afbrudt

3. Elegant og fleksibel omstillingsløsning til virksomhedens telefoner

Man får ikke bare lynhurtigt bredbånd, man får også en ekstra 4G løsning, som tager over med det samme, hvis uheldet skulle være ude, og et kabel skulle blive gravet over, eller hvis der er svigt på det tekniske udstyr.

”Alle virksomhedsejere kender vigtigheden af at man altid er online” udtaler Jørgen Kristensen, der er kommerciel direktør i evercall. ”Selv om det er yderst sjældent, at der sker afbrydelser, så er de uden undtagelse altid til ulejlighed. Med Glenten Erhverv vil systemet selv vælge 4G i samme øjeblik den kablede bredbåndsforbindelse forsvinder, og igen koble tilbage så snart signalet er tilbage igen – alt sammen uden at virksomhedens drift lider under det”, slutter Jørgen Kristensen.

Glenten Erhverv lanceres i 2. halvdel af marts måned i år sammen med udgivelsen af Glentens medlemsblad, som rammer omkring 30.000 adresser.

Kilde: Glenten presse

Del på:

Gemt under:: Branche-Nyt