3 værter til Eurovision Song Contest 2014

| tirsdag 04. feb, 2014 12:02 | 0 Kommentarer
eurovision 2014 værter

Værter: Lise Rønne, Nikolaj Koppel og Pilou Asbæk.
Foto: Michael Søndergaard/DR

Nnu er værterne til Eurovision Song Contest 2014 endelig offentliggjort.

DR kan med glæde afsløre, at Nikolaj Koppel, Pilou Asbæk og Lise Rønne sammen skal sige ”Good Evening Europe” – og lede hele Europa igennem de tre storslåede shows, når Eurovision Song Contest løber af stablen i B&W-hallerne på Refshaleøen 6., 8. og 10. maj 2014. Pressemødet med Eurovisionens nye værter er netop afholdt i dag, tirsdag, på Odd Fellow Palæet i København.

Pernille Gaardbo, Executive Producer på Eurovision Song Contest, udtaler: ”Jeg er meget glad for det valg, vi har truffet. Det er i sig selv en kæmpe opgave at være vært på et live-transmitteret show, men Eurovision Song Contest er verdens største musikkonkurrence og det kræver noget helt exceptionelt som vært: Ualmindeligt stort overskud, professionalisme af højeste karat, og en appel, der når ud i hele verden. Jeg er sikker på, at Nikolaj, Pilou og Lise vil gøre danskerne stolte og repræsentere os alle sammen med varme, begejstring og en fast og sikker hånd. ”

Jan Lagermand Lundme fortsætter: ”Vores værts-team med Nikolaj, Pilou og Lise er intet mindre end en kæmpe gave til showene. De kommer – på hver deres måde – med hver deres charme og højeste kvalifikationer til at løfte opgaven med bravur. Det er den perfekte konstellation af værter til Eurovision Song Contest 2014.”

En liga for sig

Både Nikolaj Koppel og Lise Rønne, som tidligere har stor erfaring med store tv-produktioner i den bedste sendetid, kan trække på en masse fra tidligere værtsroller. Dog mener de begge, at Eurovision Song Contest 2014 er en liga for sig:

”Man kan ikke sammenligne en værtsrolle på Eurovision Song Contest med særlig meget andet. Det er en opgave i en liga for sig. Jeg vil gøre mit yderste for at få alle kroge af Europa og verden til at føle sig trygge og velkomne til Eurovision Song Contest 2014,” siger Nikolaj Koppel.

Lise Rønne supplerer:   ”Det er et noget af et drømmejob, må jeg indrømme. Det er med ærefrygt og blod på tanden, vi nu trækker i arbejdstøjet. Min fornemste opgave vil være at forsøge at skabe en sikker havn af nærvær og ro midt i alt det kæmpestore – og med det sagt, så skal vi selvfølgelig også skabe en fest for hver og en, der ser med.”

Udfordring og ære

Anderledes er det for Pilou Asbæk, der får sin debut som tv-vært til Eurovision Song Contest 2014, og derfor ikke kan sammenligne den nye jobtitel med tidligere oplevelser. Og selvom Pilou Asbæk bidrager med tonsvis af scenetække, er det med ydmyghed opgaven tilgås.

”Da jeg blev tilbudt jobbet som vært, var jeg ikke et sekund i tvivl. Det skulle jeg bare. Men når jeg tænker på de opgaver, der ligger forud, får jeg sved på panden. Jeg vil gøre alt i min magt for at blive en god Eurovision-vært. Jeg tror, det bliver den vildeste oplevelse og en fest, som alle er inviteret med til.”

Der er stadig mulighed for at komme med til Eurovision Song Contest på Refshaleøen, både til de tv-transmitterede shows, men også til generalprøverne er der offentligt billetsalg. Billetsalget foregår via billetlugen.dk /eurovision.

FAKTA OM VÆRTERNE
Nikolaj Koppel (f. 1969)
Koppel er uddannet pianist fra det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har spillet koncerter mange steder i verden.

Fra 2000 har Koppel arbejdet som journalist, og i 2005 – 2010 som Musikchef i Tivoli. Siden 2011 har han været kanalredaktør på DR P2 samt redaktør på DR P1 og DR1. Koppel har været studievært i Aftenshowet, og mange gange indtaget værtsrollen i tv-programmer som Spil for livet (2011), Maestro (2011,2012), Kronprinseparrets Kulturpriser (2013) og Danmarks Indsamling (2013, 2014).

Johan Philip (Pilou) Asbæk (f. 1982)
Asbæk er dansk skuespiller og uddannet ved Statens Teaterskole fra 2008.

Flere fornemme priser er tilkommet Asbæk i løbet af sin korte karriere. Både Shooting Stars Award ved Berlin Film Festival (2011), og både en Bodil og Robert -pris for bedste mandlige hovedrolle i filmen ”R” (2010). Asbæk har modtaget store anmelderroser for sin præstation i blandt andet To Verdner (2008), Kapringen (2012), Spies og Glistrup (2013) og ikke mindst som spindoktoren Kasper Juul i DRs Borgen (2010, 2011, 2013). Sidstnævnte modtog Asbæk også TV-Prisen for bedste mandlige hovedrolle på TV.

Asbæk får sin debut som tv-vært ved Eurovision Song Contest 2014.

Lise Rønne (f. 1978)
Rønne har en bacheloruddannelse i medievidenskab samt en diplomuddannelse i journalistik.

Rønne startede sin tv-karriere på MTV i London som producerassistent og har siden 2002 haft sin gang i DR.  Rønne har stribevis af værtsroller med i bagagen, når hun indtager scenen i B&W Hallerne – både to gange ved det Danske Melodi Grand Prix (2011 og 2013) samt fire år som X-Factor-værtinde (2008, 2009, 2011, 2012). Ydermere har Rønne været studievært på programmer som Rundfunk, Boogie, Dagens Danmark og Aftenshowet. Fra 2011 – 2013 har hun haft en stilling som redaktør ved DR Medier.

Kilde: DR

Del på:

Gemt under:: TV-Nyt