Arkiverede Tests

Maximum TS-4000 CX CI+ PVR

I 2012 starter Boxer HDTV med DVB-T2 og CI+ kodning, og det er elementer, der kræver nye tv-bokse. Maximum TS-4000 CX CI+ PVR er en kombineret satellit- og terrestrisk receiver, der både er up to date, uanset om det er tv via parabol eller almindelig tv-antenne, du ønsker at modtage. Maximum TS-4000 CX CI+ PVR er nemlig udrustet med DVB-S2 og DVB-T2 tuner, indbygget conax kortlæser og mulighed for CI+ kortlæser modul. [br] [br] DIGITALT.TV har lånt et eksemplar af danske Kjaerulff1, der leverer boksen til en række forhandlere i hele landet. [br] [br]Modelnavn: Maximum TS-4000 CX CI+ PVR
Tunertyper: 1 x DVB-S2 / 1 x DVB-T2
Kortlæser: 1 x Conax
Kortlæser modul port: 1 x CI+ (f.eks. Boxer kortlæser modul)
PVR: Ekstern USB valgfri (medfølger ikke)
Pris: 2.000-2.500 Tjek dagsprisen her

Design, tilslutninger, teknik

Maximum TS-4000 CX CI+ PVR er helt i sort, der brydes af en bølget sølv stribe på fronten af boksen. I midten af denne er der de mest nødvendige knapper til betjening uden fjernbetjeningen, kanal op/ned. Derudover er der en standby knap på fronten, og i midten et alphanumerisk display på 8 tegn, der viser aktuelt kanalnavn.

Bag frontpanelet på boksen finder vi en indbygget Conax kortlæser, der kan benyttes med f.eks. Canal Digital programkort, selv om boksen ikke er officielt Canal Digital godkendt. Desuden finder vi en CI+ port, der kan tage både almindelige digitale kortlæser moduler og CI+ kortlæser moduler. Det er oplagt til at montere et Boxer kortlæser modul, der gør det muligt at modtage de Boxer tv kanaler du abonnerer på. Eftersom boksen har CI+ understøttelse, så kan Maximum TS-4000 CX CI+ PVR også anvendes til at modtage HDTV (herunder TV 2 HD)  fra Boxer, der lanceres fra 1. april 2012. Det kræver så bare, at du har et CI+ kortlæser modul fra Boxer. Boksen er dog ikke en officielt Boxer godkendt boks.

Maximum TS-4000 CX CI+ PVR leveres med: Fjernbetjening, 2 x AAA batterier, manual på dansk, engelsk og svensk.

På bagsiden af Maximum TS-4000 CX CI+ PVR finder vi et fint udvalg af tilslutningsmuligheder.

  • LNB ind og gennemsløfning
  • Antenne ind og gennemsløjfning
  • 1 x HDMI
  • 1 x Scart
  • Komponent video
  • Composite video
  • Optisk digital lyd ud
  • Analog lyd ud
  • USB tilslutning til ekstern PVR funktionalitet
  • Mulighed for ekstern IR øje

Alt i alt mere på tilslutningsfronten end man egentlig umiddelbart kunne forvente sig. Bagisden af boksen tilbyder desuden en fysisk afbryderknap, så du kan slukke helt for strømmen til boksen uden at skulle hive stikket ud af stikkontakten.

Som tidligere nævnt, så er det tekniske indvendigt også i orden i forhold til indbygget DVB-T2 tuner, der er påkrævet i forhold til at kunne modtage HDTV fra Boxer. Udstyr kun med DVB-T tuner vil ikke kunne modtage signaler, der sendes i DVB-T2. Derudover så leverer den indbyggede DVB-S2 tuner naturligvis både SD og HDTV fra en tilsluttet parabol. Der er fuld understøttelse af DiSEqC 1.0, 1.1, 1.2 og USALS og desuden SatCR.

Strømmæssigt måler jeg Maximum TS-4000 CX CI+ PVR til 0.5W i standby og 15W ved brug.

Der medfølger en fornuftig fjernbetjening med de knapper man kan ønske sig. Der er mulighed for at skifte til sidst sete kanaler, skifte opløsning og billedformat med mere direkte.

Installation

Installationen sker enkelt via en installationsguide, hvor sprog (dansk og en række andre sprog) osv. vælges. Du får også her mulighed for at vælge og opsætte, den eller de satellitter du kan modtage via din parabol og scanne efter kanaler. Boksen kommer også med en forprogrammeret Astra 19,2 øst kanalliste som mulighed. Boksen fandt uden problem alle kanaler på 1 grad vest.

Efter søgning af parabol tv bliver du efterfølgende spurgt om du også vil scanne efter terrestriske kanaler, altså kanaler via din almindelige tv-antenne, hvis du har en sådan tilsluttet. Igen fandt boksen alle kanaler, og endda også flere norske kanaler, der pga. godt højtryksvejr vejr kunne modtages her i det nordjyske. Så det tyder da på en ganske følsom DVB-T2 tuner i boksen.

Boksen er som standard opsat til 1080i som billedopløsning, men denne kan ændres i menuen efter førstegangsinstallationen til 576p, 720p,1080p eller automatisk.

Daglig brug

Betjeningen er forholdsvis logisk og brugervenlig. Jeg har testet med Canal Digital og Boxer TV, hvor virker boksen ganske glimrende med få enkelte bemærkninger.

Maximum TS-4000 CX CI+ PVR og Canal Digital parabol tv

Jeg oplever at  underteksterne på TV 2 Film HD kan blive stående for længe, men dette har jeg også set på stort set alle andre ikke Canal Digital godkendte bokse, og ikke et voldsomt kritisk problem. I forhold til fuld EPG – altså elektronisk programguide på Canal Digital, så tilbyder boksen dette. Det tager dog lidt tid for denne at blive hentet ned, første gang du aktivere EPG på en Canal Digital kanal. Men fint at det virker med at få den hentet ind, uden du selv skal sørge for at skifte til den rigtige kanal, hvorfra der udsendes fuld EPG.

Maximum TS-4000 CX CI+ PVR og Boxer TV

Med et Boxer kortlæser modul afkodes Boxer kanalerne fint, men desværre sker det med en del ventetid, når der zappes. Årsagen til dette er at CI+ kommunikationen gør at det tager længere tid end det kendes med almindelig CI. Bemærk at zappetiden er forbedret i den nye software, der er frigivet ultimo november 2011 efter vores anmeldelse. Læs mere her

Eftersom der ikke er DVB-T2/CI+ kodede signaler tilgængelige endnu, her hvor jeg anmelder boksen, så har jeg  naturligvis ikke kunnet teste den i forhold til Boxer HDTV, men med baggrund i de tekniske specifikationer skulle det altså være en muligt.

I forhold til DVB-T i øvrigt så kan boksen ikke levere Dolby Digital lyd på DR HD.

Kanallisten kan frit redigeres og sorteres efter en række parametre, f.eks. udelukkende satellit tv eller terrestrisk tv. Du har desuden mulighed for at oprette dine egne favoritlister, op til 8 stk.

Tekst-TV fungerer med sidehukommelse, men kan tage lidt tid om at vise første side du vælger.

EPG visning kan ske på tidslinje eller listebasis. Sidstnævnte er for én kanal af gangen og den mest overskuelige.

Et klik på status knappen på fjernbetjeningen giver i øvrigt et fint overblik for de mere teknisk interesserede, i forhold til tekniske parametre, aktuel kanalstyrke osv. for den aktuelle kanal du kigger på.

PVR optagelse via ekstern USB enhed

Maximum TS-4000 CX CI+ PVR er PVR ready, altså er der mulighed for at optage tv, såfremt du selv tilslutter en ekstern USB lagringsenhed. Det kunne f.eks. være en lille handy 2.5″ usb harddisk. Efter dette er det bare at formatere USB enheden (Fat32 ifølge manualen, men indhold læses ikke på min Windows PC) via menuen på boksen, og så er der mulighed for at optage eller pause live tv. Du kan optage enkelt via den elektroniske programguide eller manuelt via timer eller tryk på optag knappen på fjernbetjeningen.

Via menuen kan du opsætte buffer optagelsestid både før og efter det i EPG’en angivet, så du er bedre sikret i forhold til at få hele udsendelsen optaget.

Du kan optage 1 ting af gangen. Det er ikke muligt optage satellit-tv, og samtidigt se terrestrisk tv eller omvendt. Optages der tv fra en ukodet kanal, kan du dog skifte til en anden kanal, der udsendes på samme frekvens.

Du kan spole med op til x16 hastighed, jeg oplevede, at der kan gå et lille stykke tid inden lyden passer til billedet, når der igen afspilles efter at have lavet en hurtig spoling i en optagelse.

Optagelser vises i en ganske overskuelig liste med titel og dato information. Positionen i de afspilningen huskes, så du kan afbryde en afspilning og genoptage senere fra samme sted du kom til.

Timeshift er ren manual ved tryk på pause, der er ikke mulighed for permanent timeshift eller at gemme timeshifted indhold.

Alle PVR funktionerne er tilstede med de nuværende Canal Digital og Boxer TV kanaler, men bemærk at Boxer’s HDTV kanaler rent teknisk i hvert fald vil kunne blokere PVR funktioner som optagelse eller spoling forbi reklamer. Om det bliver tilfældet vides dog endnu ikke.

Der er ikke mulighed for afspilning af musik og visning af billeder via USB på boksen.

Konklusion – Maximum TS-4000 CX CI+ PVR

Maximum TS-4000 CX CI+ PVR er første bud på det danske marked, på en 2012 klar kombineret sat/terrestrisk modtager via én enkelt boks, og det til en fornuftig pris.

Der er understøttelse for alle de teknologier, der er aktuelle også her fra 2012, og dermed er der mulighed for at se betalings-tv, såvel som ukodede kanaler både fra din parabol eller almindelig tv-antenne. Boksen er tilpasset danske/nordiske forhold med support for conax indbygget og CI+ via digitalkortlæser modul.

Betjeningen er til at finde ud af, og boksen virker, trods at den er ny på markedet, ganske stabil, dog oplevede jeg et par gange at HDMI udgangssignalet mistede kommunikationen med mit tilsluttede Panasonic tv.

Boksen er fremtidssikret til både parabol og antenne-tv

DIGITALT.TV takker Kjaerulff1 for lån af boksen.

I samme kategori

Back to top button